Gadebillede
Det er vel nok synd for dem, der ikke har oplevet ostevinduet! lød det mellem to naboer, der talte om vejret.
Nu har vi fået en temperatur, som sådan en nordbo bedre kan holde til. Luften er klar, og naturens enkelte væsener træder knivskarpt frem. Det er en ny slags hede, der er kommet de senere år, som om den klistrer – det er som at være spærret inde bag et ostevindue.
Hvordan mon det fungerede med ostevinduet? I min barndoms gade lå der en ostebutik, butiksvinduet havde to glas, og inde imellem dem løb der hele tiden vand, det var som små bølger, der rækker ind på sandstranden. Det var facinerende for et barn at se på! Der er faktisk en ting, der minder om det. Et togvindue, der var i stykker – det havde også to glas – det var sjovt, så lå der vand imellem de to glas og skvulpede med i togets bevægelser!
Det var jo en genial idé – at beskytte ostene imod solens varme, der kunne strømme ind ad vinduet. Men hvordan fungerede det? På Ingeniørens hjemmeside fandt jeg en god forklaring, som jeg gengiver med egne ord:
Man førte en slange fra en vandhane op til toppen af ostevinduet til et rør med huller i, og så løb vandet ned mellem ruderne, blev opsamlet i en bakke og ledt videre ud i afløbet. Det gav nogen afkøling i butikken, og mindskede måske derved ostelugten lidt, men det var ikke så effektivt. Man kaldte dem “de grædende vinduer”. De blev forbudt på grund af vandspild og risiko for bakterier. I løbet af 1960’erne forsvandt de i takt med, at der blev indført mekaniske køleanlæg. Kig selv med:
https://ing.dk/artikel/spoerg-scientariet-hvorfor-havde-barndommens-ostehandlere-loebende-vand-vinduet-189217
I det gadebillede kunne man se os skoleunger gå ind på Apoteket for at købe kandis på snor og – paraffin! Det var billigt tyggegummi, det var mælkehvidt, lidt voksagtigt, uden sukker, man kunne se lidt ind i det, men det var ikke gennemsigtigt. – Hvad var det lavet af? Var det farligt?
Ifølge nyhederne netop i dag, så er det et olieprodukt, der nu forurener kysterne. Er det så det samme stof, som vi spiste som tyggegummi?
I min generations barndom var man både gale og geniale – som i dag? Måske til alle tider?