Vindue
Øjet er vores vindue ud til verden, ud til andre mennesker, til de nære relationer. Øjet er også et vindue ind i os, ind i sjælen, ind i dybet. Øjet er den fine, tynde hinde mellem os og verden. Vi kan se ind, og vi kan se ud. Vi har øjenkontakt. Vi kan spejle os i vinduesruden. Og vi kan spejle hinanden. – Det er det ligeværdige møde.
Vinduer som ikoner – som om vi kunne trykke på hver af dem – og få et blik ind i et liv, der leves. Det digitale vindue er en envejskommunikation. Nogen sender information ud, andre henter information ind. Man kan skype sig til digital samtidighed, med en lille forsinkelse kan man chatte med hinanden, man kan skrive langsomt sammen via mail.
Kameraer kan være nådesløse i deres nærgåenhed. Og deres optagelser kan bruges og misbruges. Levende kameraer med levende mennesker bag kan optage sekvenser af liv for at bringe en historie videre i tjeneste for befolkninger i hele verden, i tjeneste for en sag. I dag er film, foto og videooptagelse hvermands eje – og der er brug for at lære at skelne, hvornår det gavner, og hvornår det skader. Hvornår det er et møde med respekt.
Der findes øjne, der ser alt – og optager alt. Uden levende mennesker bag. I tjeneste for en sag, i tjeneste for et system. Med hensigten at overvåge levende mennesker. Med hensigten at bruge optagelserne imod levende mennesker. Det er udtryk for frygt og mistillid. – Det er det uligeværdige møde.
Lad hjertet være med i øjet, der ser!
