Sidste Arbejdsår – Dag 87 – Murens Fald

Murens Fald

Muij khatjim drusjby! Muij khatjim drusjby! – Vi ønsker venskab! Råbte det glade selskab om bordet i bunden af spisevognen, godt bedækket med glas og klar væske og klirren og – Nastarovija! – Skål! Notesbogen gik fra hånd til hånd – de skrev det i bogen og tegnede, skrev navne og adresser – ordene ulitsa og oblatj gik igen – ulitsa for gade og oblatj, et ord for kommune eller region.

Jeg elskede at sidde i den spisevogn – selvom maden blev mere og mere præget af at være på anden og tredie og fjerde-dagen, og åbningstiden blev mindre og mindre for hver tidszone vi slugte med hjulene på skinnerne.

En løbende rejse i indret, mens tajgaen flød forbi vinduerne, min pen henover siderne i min lille rejsebog. Og mødet med de levende medrejsende – det foregik også for det meste her i spisevognen. De russiske mennesker, rundet af landet, vi kørte igennem, forbundne liv og skæbnespor, og de få turister, der som mig rejste mellem deres udvalgte destinationer for at opleve forestillingerne hjemmefra i virkeligheden.

Nogen væltede mit glas, og lidt af den klare væske sprøjtede ud over mig. Straks lød et råb, og den gamle mand ved siden af mig rejste sig, dybt beskæmmet, han svajede lidt – bukkede dybt for mig, og det var jo nok undskyld, det han sagde – og så gik han hurtigt ud af spisevognen. Jeg var overrasket og syntes det var synd for ham, men nej, ingen pardon fra selskabet. Russisk selvjustits. Man må drikke sig fra sans og samling – men man skal bære sin brandert – kan man ikke det, må man ud.

Sceneskift. Et halvt år senere. Tårerne triller ned ad kinderne på den mand fra Vesttyskland – “Kan jeg nu tage ind og besøge min søster i Østtyskland uden at skulle ansøge om det flere måneder forinden?” – nordiske kolleger i samtale med ham – det var i aftes – og først nu gik det op for mig, hvad de store western-bogstaver på avisens forside i Londons undergrund betød – Fall of the Wall – det var i aftes, at muren faldt. Historiens vingesus blæste, og håret stod ud til alle syv verdenshjørner – Berlin – verden i vantro – for godt til at være sandt? Kennedy og Martin Luther King – alt hvad de og vi har kæmpet for – alt hvad så mange mennesker har lidt. Kan menneskene og menneskenes børn godt komme til at enes?

Det var i dag – for 29 år siden. Mir betyder både verden og fred.

Sidste Arbejdsår – Dag 8 – Personlig pleje

Personlig pleje

En af mine vigtigste bøger købte jeg på biblioteket for 1 krone. Det var “Samtaler med Kafka” af Gustav Janouch. Om hans venskab med Franz Kafka og om deres vandringer omkring Altstädter Ring i Prag fra 1920 til 1924, da Kafka døde af tuberkulose.

Fjodor Dostojevskij lærte jeg at kende, da jeg af nogle venner lånte de to sidste bøger i serien med hans samlede litterære værker: Dostojevskijs breve i udvalg 1 og 2. – Det kastede mig ud i en mægtig appetit på russisk litteratur. Jeg fik lov at beholde de to bøger.

Efter den tid blev biografier og selvbiografier min mest foretrukne læsning. Men det nærmeste jeg oplevede at komme et menneske – nærmere end ved biografien og selvbiografien – var dog at læse “Samtaler med Kafka” – skrevet af et menneske, der elskede ham!

Stefan Zweig kunne den slags – portrættere et menneske – så fintfølende, så hudløst, så mesterligt. Jeg spekulerede længe over, hvem der dog kunne portrættere ham – Zweig. Jeg kunne ikke forestille mig hvem. Før det eneste indlysende svar blev – hans egen beretning om sit liv: “Verden af i Går”. Et fantastisk tidsbillede! Jeg så filmen, der handler om hans sidste år i landflygtighed i Amerika: “Farvel til Europa”.

Tolstoj er et kapitel helt for sig. Lev eller på “vesterlandsk” Leo Tolstoj. Af adelig herkomst, han arvede familiens gods – med tilhørende landsby. Fra al min læsning af og om Tolstoj har jeg især dette billede for mig: Det var i den periode, hvor Tolstoj trænede hårdt hver dag, at Tolstojs godsforvalter engang klagede over, at han ikke kunne koncentrere sig om Tolstojs beskeder – “når herren hænger med hovedet nedad”!

Jeg har fået min læseglæde tilbage! Efter mange år med faglitteratur. Det er nemmere at gå til og fra faglitteratur, når tiden er knap, og man bliver afbrudt. Men hvor har jeg savnet den fordybelse, den facination, når man er helt opslugt og glemmer tid og sted. – At fokusere på noget bestemt i længere tid – og dermed lukke alt andet ude. At rense hjernen og sindet med en læseoplevelse. – Det hører ind under personlig pleje.