Sidste Arbejdsår – Dag 31 – Gadebillede

Gadebillede

Det er vel nok synd for dem, der ikke har oplevet ostevinduet! lød det mellem to naboer, der talte om vejret.

Nu har vi fået en temperatur, som sådan en nordbo bedre kan holde til. Luften er klar, og naturens enkelte væsener træder knivskarpt frem. Det er en ny slags hede, der er kommet de senere år, som om den klistrer – det er som at være spærret inde bag et ostevindue.

Hvordan mon det fungerede med ostevinduet? I min barndoms gade lå der en ostebutik, butiksvinduet havde to glas, og inde imellem dem løb der hele tiden vand, det var som små bølger, der rækker ind på sandstranden. Det var facinerende for et barn at se på! Der er faktisk en ting, der minder om det. Et togvindue, der var i stykker – det havde også to glas – det var sjovt, så lå der vand imellem de to glas og skvulpede med i togets bevægelser!

Det var jo en genial idé – at beskytte ostene imod solens varme, der kunne strømme ind ad vinduet. Men hvordan fungerede det?  På Ingeniørens hjemmeside fandt jeg en god forklaring, som jeg gengiver med egne ord:

Man førte en slange fra en vandhane op til toppen af ostevinduet til et rør med huller i, og så løb vandet ned mellem ruderne, blev opsamlet i en bakke og ledt videre ud i afløbet. Det gav nogen afkøling i butikken, og mindskede måske derved ostelugten lidt, men det var ikke så effektivt. Man kaldte dem “de grædende vinduer”. De blev forbudt på grund af vandspild og risiko for bakterier. I løbet af 1960’erne forsvandt de i takt med, at der blev indført mekaniske køleanlæg. Kig selv med:

https://ing.dk/artikel/spoerg-scientariet-hvorfor-havde-barndommens-ostehandlere-loebende-vand-vinduet-189217

I det gadebillede kunne man se os skoleunger gå ind på Apoteket for at købe kandis på snor og – paraffin! Det var billigt tyggegummi, det var mælkehvidt, lidt voksagtigt, uden sukker, man kunne se lidt ind i det, men det var ikke gennemsigtigt. – Hvad var det lavet af? Var det farligt?

Ifølge nyhederne netop i dag, så er det et olieprodukt, der nu forurener kysterne. Er det så det samme stof, som vi spiste som tyggegummi?

I min generations barndom var man både gale og geniale – som i dag? Måske til alle tider?

Sidste Arbejdsår – Dag 9 – Flydende Nu

Flydende Nu

En verden af soltørrede lersten i smagen af hummus, diskret hvidløg og spidskommen. En vid udsigt over et stort småbakket afsvedet terræn set fra plateauet halvvejs oppe ad bjerget, hvis tinder rækker ind i skydækket, når regnen en sjælden gang kommer.

Fra alle tider mødes vi i det flydende nu. Igennem alle tider kender jeg dig, læser om dit liv, møder din håndskrift, ser et sort-hvidt foto af dig. Til alle tider får jeg dine vidnesbyrd og dine klare tanker, dine sorger, din fortvivlelse. Jeg ser i dine øjne, hører dine skrig, din latter, og jeg mindes vore sekler sammen. Vi har set den samme måne, drukket af det samme vand, vandret på den samme jord.

Synke hen i glemsel og gå i dvaletilstand, blive et stykke drivtømmer på tidens hav. Træde i eksistens og trække sig tilbage som tidevandet mod en kyst. Danne årringe i træets stamme, skrive dit navn i barken med mit hjerteblod.

Vi har hver vores virkelighed,
og hver vores sandhed.
Men der findes kun én evighed.

Sidste Arbejdsår – Dag 7 – Helhed

Helhed

En af verdens store klimaudfordringer er vand – Jordens vandforsyning. Selv Danmark har nu fået et beskedent indblik i bare en af alle de katastrofer, der sender mennesker på flugt verden over.

Kan det hjælpe os til at række ud over vore menneskeskabte grænser og opleve Jordens befolkning som et hele? Her gælder ingen ansvarsfraskrivelse, klimaet rammer i flæng.

Som barn var jeg fuld af undren – jeg kunne ikke begribe, hvad en grænse var – hvordan så en grænse mon ud? – Og et arbejde – hvordan foregik det? De voksne var væk i mange timer hver dag. Hvor var de mon henne? Hvad lavede de? Jeg boede hos min bedstemor, hun var altid hjemme.

Når vi møder hinanden “uden for kontekst” kan vi blive forvirrede og kan ikke lige placere os i forhold til hinanden. Dér sniger den sig ind igen – denne bås, som vi lader os placere i – et helt langt arbejdsliv. Vi lægger så megen identitet i vores arbejdsliv, at den synes at forsvinde, når arbejdslivet slutter, og vi kan krybe i et musehul – ubeskyttet, uden rustning i vores benhårde velfærdssamfundsliv.

Det er det samme, der rammer den arbejdsløse – den ledige (hvorfor lyder det mere nådigt?) – tabet af identitet.

Nu lyder det, at der er flere i arbejde i forhold til sidste år. Det skulle da være en glæde, ikke? Men nej, det synes at være nærmest en katastrofe for samfundet…

Følelsen af accept – af nærvær – det kan være ganske kort – der skal ikke meget til – accept kan gives på en brøkdel af et sekund – og kan holde en dag oppe på det glædesniveau, den allerede startede med.

Der er også et liv efter arbejdslivet!