Sidste Arbejdsår – Dag 70 – Træ

Træ

Allesjælesdag blev indført i 998, det er en katolsk tradition, man skulle mindes de kristne martyrer. Det er den egentlige mindefest for de afdøde, den 2. november, hvor man holder forbøn for dem i kirken og holder andagt ved gravstederne.

Halloween fejres i hjemmet, man skærer græskar ud, de store orange, sætter stearinlys i dem og stiller dem ved hoveddøren. Udklædte børn banker på og forlanger slik – eller laver ballade.

At træde dansen med et mangearmet væsen, favne det så langt armene rækker, lægge hovedet ind til det og hviske århundreders hemmeligheder, som det bevarer trofast, genfortæller til sine afkom, som bærer dem videre igennem de næste æoner via trådnettet i undergrunden med hjælp fra andre vækster, der sender meddelelserne afsted med lynpost.

Vi kunne indlede endnu en efterårstradition: Vi kunne hver især vælge os en ven i skoven at besøge hele efteråret – et og det samme træ – at vende tilbage til det på vores skovture, skænke det små gaver, vi kunne hænge i dets grene eller lægge ved dets fod, og følge med i løvfaldstiden, hvor træet gradvist går ind i sig selv – går i hi for vinteren – og vi selv vandrer polstret omkring derude, til mørket sender os hjem til vores indendørs huleboerliv.

At gå hånd i hånd med et træ igennem efteråret…

Sidste Arbejdsår – Dag 64 – Drift

Drift

Somrens foretagsomhed – alt det vi skulle nå – i takt med stauderne, der afløser hinanden, græsset, der gror alt for højt, før vi slår det, andefugle og spurvefugle, der opdrætter kuld på kuld, sommervækster, der gennemlever deres kurver påny, insekters flittige svirren, træer, der sætter blomst og danner frøstande og kaster deres kim til næste livscyklus – og altid lyden af det bølgende vand, der kaster lyset i alle retninger og lader sig kløve af fisk og fugl og båd og står spættet tilbage med mønstre printet af kølvandsstriber.

Vi er i alle årstider – årene lægger sig lag på lag i vores hud, der afgrænser os op mod verden. Kalenderen vender sine blade, mens træerne drysser deres velsignelser som næring over jorden. Denne raslen, når vi går igennem høstens skove, veje, stier, stenter, trapper, søens bredder, havets sand og strandens milde gaver.

Vi er godt på vej med nye resultater lagt i rammer under tiden til den næste pause, der er planer, vi skal overholde, nedslag i forløbet, hvor vi endnu sætter blomst og planter frø, der spirer i det nye år, hvor vi runder flere milepæle, bygger fundamenter, rejser huse, skabt af tanker, teorier, kreativitet og drømme, som med tiden bliver til faste mursten, træ, metal og puds.

Den faste form i materien kommer først endeligt på plads, når vi taler hjertets sprog.

Sidste Arbejdsår – Dag 23 – Bark

Bark

Endnu sensommer – endnu denne aften – men i nat… Efteråret slår på ruden. En blomme, en verden af smag! Og nu kommer der atter nye kartofler! Endnu en rest sommer rækker helt herhen!

Jeg ville så gerne kunne kende alle træerne. Engang fik jeg at vide, at træets blade – deres form lignede også formen på træets krone. Jeg er nået frem til, at det er et Platantræ, jeg har fotograferet her ovenfor. Den bark – sikke former, sikke farver – og det er helt naturligt, barken skal netop skalle af. Jeg mødte også en webside: Naturporten.dk – her er oversigter over både dyr og planter, herunder træer.

At stå som et træ! Til Tai Chi – Chen stil. At stå som et træ og bære jordkloden i først 30 sekunder, så 1 minut, så 5 minutter, så måske 10 minutter – men så var man også sej! Vi aner det ikke, før vi har prøvet det – hvor kan det værke i arme, skuldre, ryg, ben, at stå så længe i den samme stilling. Men hold ud – belønningen er stor. Fordi vi står i denne stilling, knæene let bøjet, naturlig afstand mellem benene (som en fod imellem – fra hæl til tå), ryggen rank, men afslappet, forme en ring med armene løftet i skulderhøjde, som om vi bærer på en stor kugle – eller en stor ballon, eller jordkloden, hænderne skråt opad – derved kan energien flyde frit imellem den ene hånds fingre og den anden hånds fingre. Få frit løb i hele kroppen. At stå som et træ. Tak til Tal!

Vil du slappe af fx i skuldrene, så må du ikke tænke på dem, for så tilfører du dem energi, og så vil du spænde. Men se det for dig, se dig selv bagfra med afslappede skuldre, så vil du slappe af! Det har jeg lært til Todo træning – hos Baard Owe. Tak!

At stå som et træ. Ved siden af et træ. Måske et Platantræ.