Lyset
Vi sidder i toget, vi har samme formål – at komme afsted, som regel på arbejde. Vi rumler med toget, borer os igennem morgenstunden, vugges i dvale, falder i hvile, og masken triller af, øjnene glipper, vi er på randen til søvnen, i det ingenmandsland, der er imellem nuet og det ubevidste, vi er i samme kupé, vi er på vej i den samme retning, og vi overgiver os til dybet, kroppen noget nær følelsesløs, denne vidunderlige fornemmelse, at vi svæver uden for kroppen, vi er langt borte, ansigtet er faldet ud af sine folder – det er blevet transparent, og vi kan læses helt ind i sjælen.
At gå på opdagelse i et ansigt, hvis ejer svæver uden for kroppen. At få lov at få et glimt af sjælen, ane hvor den kommer fra, dens vej igennem kosmos, skue lidt af al den skønhed, som den bærer i sig, mens vi selv rutsjer ud ad en lysstråle og fornemmer hvor forunderligt stor en verden vi befinder os i, og kun modvilligt trækker os tilbage imod midten af det nye nu, hvor vi skal vågne op og blive atter menneske med hud og hår, der har en tidsplan og et punkt på linjen, vi skal af.
Lyset følger os, hvor end vi går, vi putter det i lommen, hvor det venter os, når vi skal hjem.
