Sidste Arbejdsår – Dag 26 – Stifinder

Stifinder

Da jeg var i Wales for omkring 15 år siden, var jeg facineret af det walisiske sprog – Welsh. Midt på gadens asfalt stod der med store bogstaver: BWS. Hvad betyder det? Jo altså – bus! Dobbelt v = w giver lyden u. Det er da nemt nok! Og på øen Anglesey har de så byen med et af de længste stednavne i verden:

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

Det er jo også nemt nok… Navnet er – ligesom i vores gamle danske stednavne og i resten af verden – en anvisning på, hvordan man finder vej til stedet med dette navn. Altså en oldtidsversion af en GPS eller en stifinder. Det er da så logisk…

Lad os nu se på de walisiske finurligheder i bogstaverne. Der skal to F’er til for at få lyden F. Et enkelt F giver nemlig lyden V. – Et enkelt L giver – sandelig lyden L. To L’er side om side giver dobbeltlyden HL. Y giver nærmest lyden æ, måske en mellemting mellem æ og e. T giver mere lyden D. Goch går igen i efternavnet Koch og betyder rød.

Nu stiller jeg det op linie for linie: Navnet som ovenfor stavet på walisisk – derunder en opdeling af de mindre enheder – derunder en slags udtale – nyt afsnit: atter navnet på walisisk – derunder betydningen af de enkelte enheder – og til sidst en samlet oversættelse af vejvisningen til engelsk og til min danske version. Altså hele facitlisten! (På Wikipedia, både dansk og engelsk, kan vi finde lydeksempler…)

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch
Llan       fair     pwll gwyn gyll go ge ry chwyrn drob wll llan tys ilio gogo goch
hlan       vire    puhl gwæn gæll gogeri quærn drob uhl hlan dus ilio gogo goch

Llan        fair     pwll          gwyn gyll     go   ger  y    quærn drob wll    llan
Church Mary a hollow white hazel near to the  rapid   whirl pool church

tys        ilio        gogo goch
saint’s name  cave   red

Saint Mary’s Church in the hollow of the white hazel near to the rapid whirlpool  of Llantysilio of the red cave

Sankt Marys kirke i hulningen ved den hvide hassel nær ved den hurtige hvirvelstrøm ved Tysilio kirken  ved den røde hule

Det er ligesom, da vi var børn. Når vi fik en penneven i et andet land og skrev vores afsenderadresse på kuverten:
Fornavn Efternavn – Gadevej 7, 3. sal tv – 555555 Ladestrup – Danmark – Jorden / Verden – Mælkevejen / Universet. – Det hele skulle med! De gamle stednavne var altså adresser – som små skilte, pile, der pegede hen til stedet!

Det er sådan, hjemmesideadresser og mailadresser er blevet bygget op! Se her for eksempel: www.dr.dk. WWW står for WorldWideWeb – verdensomspændende netværk (edderkoppespind). Så på digitalt sprog starter vi med slutningen: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden … Så kommer dem, der bor der: DR, og til sidst kommer landet / området: dk, der står for Danmark – det kan jo også i dag være andre typer endelser som .org, .com eller .nu, som ikke er en betegnelse for et sted, men i stedet en organisation, for eksempel.

På det tidpunkt, da jeg var i Wales, var man langsomt ved at genoptage de mere tætte forbindelser til omverdenen efter i en række år at have samlet sig om en fordybelse i det walisiske sprog for at bevare det. Jeg besøgte en gammel mineby, der var købt op og indrettet til walisisk sproglaboratorium både for walisere og for gæster fra alverdens lande.

I vore bestræbelser for at bevare vigtig kultur kan vi komme til at lukke af for alt det liv, der foregår udenom. I vore bestræbelser for at sikre os tryghed i vores lande kan vi komme til at lukke af for alle de andre lande og kulturer.

Vi kommer til at glemme den yderste del af vores adresse: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden. – Selvom vi bruger den hver dag på Internettet…

Sidste Arbejdsår – Dag 16 – Forstå

Forstå

– Kan du ikke få nogen forstå? sagde Dersu Uzala omkring 1907 i vrede til nogle af ekspeditionens medlemmer, der trampede igennem tajgaen uden at tage de hensyn til deres medskabninger i området, som han selv satte så højt – og selv var en del af. Når man bor og vandrer i tajgaen, så lægger man små hilsener og spor som meddelelser til den næste, der kommer forbi, om gode fund eller mulige farer – i de ydmyge hytter efterlader man lidt svovl og en tændstik, så de næste kan tænde ild – kun fortæller man ingen, hvor der er zobel og hvor der gror ginseng.

Som barn læste Akira Kurosawa en bog, der fik så stor betydning for ham, at han mange år senere videregav den på film, optaget i det oprindelige område – i tajgaen, der favner både Rusland og Mongoliet. Det var Kaptajn Arsenjevs beretning om sine to ekspeditioner i den russiske tajga, hvor de skulle foretage topografiske opmålinger, og hvor de begge gange mødte Dersu Uzala, der levede, jagede og vandrede i tajgaen. Dersu kom til at fungere som som deres stifinder, og i en vældig snestorm var det ham, der reddede kaptajnens liv. Dersu hørte til folket Nanajerne – tidligere kaldet Golderne, der boede ved Amurfloden og dens bifloder i Østsibirien. Filmen fik hans navn – Dersu Uzala.

At forstå. Vi mennesker – på grund af vores måde at sanse på, er vi nødt til at dele verden op i mindre bidder for at kunne forstå den, begribe den. Heraklit udtrykte det sådan:

“… den deling af virkeligheden
mennesket foretager for at
kunne skelne den, svarer ikke
til virkelighedens egentlige
natur, som er ét”.

Heraklit var græker, filosof og boede i Efesos, han levede i 500-tallet før vor tid, ca. 540 – 480. Imens de øvrige filosoffer beskæftigede sig med at bestemme, hvad verden var gjort af, var Heraklit optaget af at forklare den indre sammenhæng. En af hans korte, kryptiske tekster – aforismer – var, at “alting flyder” – i den betydning, at verden er i konstant forandring. Alt består af modsætninger, som holder hinanden i skak og er underkastet en lovmæssighed, som han betegnede som logos – det talte ord, fornuften. Logos var som Gud og som ild i evig bevægelse. – Dette har jeg fra Den Store Danske.

I sin bog “Angstens Grundformer”, taler Fritz Riemann om, at angsten hænger sammen med vores plads i verden. Vi er udspændt mellem to store modsætningspar – antinomier – og han siger videre: Vi bliver født ind i en verden, der adlyder fire mægtige impulser: Vor jord kredser om solen i en bestemt rytme, denne bevægelse kalder vi “revolution” eller omdrejning. Samtidig drejer Jorden sig om sin egen akse og udfører en “rotation” – jorden drejer om sig selv. På den måde opstår der to nye modsatrettede impulser: Tyngdekraften – centripetalkraften – holder vor verden sammen, retter den indad i et fastholdende, dragende sug. Den anden impuls – centrifugalkraften – søger fra midten udad i en stræben efter at gøre sig fri og løsne sig.

Det er ligevægtsstillingen mellem disse fire impulser, der garanterer den lovbundne, levende orden, vi lever i, og som vi kalder kosmos.

Vi er glober og galakser – alle til hobe!