Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 77 – Maskespil

Maskespil

At tage maske på – og blive en anden – side af sig selv. Udtrykke noget, man ikke vidste, man havde i sig. Egenskaber, der ikke før har været fremme. Blive overrasket. Positivt.

Pludselig melde sig til akvarel. Eller blive optaget i et kor. Hente skjulte talenter frem. Åbenbare små – eller store – kunstneriske årer. Eller pludselig klare en situation og få kræfter som en bjørn. Blive opfyldt af en ro og balance, man ikke før har kendt. Opdage, at der er noget nyt, man er god til.

At lægge lag på lag af finish – pudre sit ansigt med illusioner – blive uigenkendelig. Blive væk. Blive ny. At stræbe efter at blive nogen. Blive som en anden. At holde gode miner til slet spil. At gå til maskebal – og tabe masken.

At opleve den anonymes frihed – og farlighed. Møde de indre dæmoner – og blive forskrækket. At lægge krop til masken, mærke masken i sin krop, danse med masken, blive maskens undersåt. Stoppe musikken, bryde fortryllelsen, træde ud af troldetøjet. En stor erfaring rigere. Bruge denne erfaring til at navigere klogt igennem livet.

At spille en rolle. I en familie. Spille en rolle på teatret, i en film. At udfylde vores rolle og hjælpe til der hvor vi kan.  Lære nyt – og blive bedre til noget.

At spille en stor rolle – i verden. Bare ved at være til – og være sig selv.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 10 – Digterliv

Digterliv

Alle disse livskriser! Min første begyndte nok, da jeg kom på børnehjem lige efter fødslen. Til gengæld slap jeg yderst nådigt i forbindelse med skilsmissen. Mine livskriser har handlet om at finde en plads i tilværelsen – at turde indtage min plads i det store hele.

Livskrisen er som drømmen – det er tilsyneladende slet ikke det manifeste – det synlige udadtil – det handler om, men noget helt andet – det latente – det bagvedliggende, det skjulte. Og det er ikke nemt at genkende! Vores kreativitet er umådelig, med drømmen er vi så snu, at vi udsætter det latente, det virkelige indhold, som bygger på dagsrester, erindringer og symbolik, for masser af camouflage, såsom forklædning, retouchering, fortætning og fortrængning.

Bag livskrisen ligger der gamle konflikter eller sorg inden i os selv, i vores udgangspunkt, fra før vi fik sprog, som vi måske ikke aner noget om. Drømmen bearbejder vore indtryk og de erindringer, som de vækker til live, livskrisen bearbejder også – og skænker os gaver, som vi ikke troede mulige. Vi gennemlever en historie, som er vores helt egen, måske med hjælp fra en ven eller en professionel, og forhåbentlig får vi ændret på det udgangspunkt, der smertede. Vi har uanede ressourcer indeni uden at vide det, og de kan træde til og hjælpe os, når det virkelig brænder på.

Mine to første skrev jeg, da jeg var 17 – det var længe før jeg lærte det ord, der betegnede dem: Aforismer. En aforisme kan defineres (ifølge Wikipedia) som “et kort udtryk, der på overraskende måde udtrykker en tanke eller erfaring”… Jeg kaldte dem “kloge ord”. De næste ungdomsår blev indsnuset og naglet fast i digtform. Det var nemmere at skrive dem end at læse de andres digte. Alligevel samlede jeg en overgang på bøger med digte. Det er en meget spændende form, fuld af oplevelse, men vanskelig at give videre, vanskelig at løsrive fra det unge hjerte, som skrev dem, for at sende dem ud i verden.

“Forfatter bliver man, når man ikke kan lade være med at skrive…” sagde faderen til en af mine ungdomsvenner. Det har jeg holdt fast i siden. Nu har jeg begivet mig ind i en daglig træning med denne blog.

En dag med sol og regn og sol og regn – en rigtig Peter Edderkop dag. Husk: Der er altid risiko for regnbuer!

Det første valg er livet.
Resten blot justering.