Hensigtsmæssighed
Det slående, når vi beskæftiger os med naturen, er altid denne hensigtsmæssighed. Det synes, som om naturen helt af sig selv virker hensigtsmæssig. At alt passer sammen så fint, at mennesket ikke kan gøre det efter.
Der sker forskydninger i naturens balance på mange måder, for eksempel bliver et område udsat for såkaldt invasive arter – altså invasioner af planter eller dyr i et område – der går nogle generationer, og pludselig, så står området i en ny balance mellem dyr og planter – alt har tilpasset sig den nye situation og fundet den bedst mulige måde at være til på – den mest hensigtsmæssige livsform – i samspil.
Der har været folkevandringer – verden blev global, og mennesker i hele verden blev kosmopolitter – alle har hjemme alle steder. Der går nogle generationer i de enkelte områder – og også dér finder vi, at man – hvis naturen får lov at råde – finder den bedst mulige måde at være til på – i samspil.
Hvordan går det til? Vi undersøger og finder forklaringer – vi udforsker og opdager nyt – vi gør os forestillinger – vi tror på nogle forklaringsmodeller.
Naturen er forud for os. Den kan noget, vi endnu ikke mestrer. Hensigtsmæssighed.