Sidste Arbejdsår – Dag 12 – Tro

Tro

Marie, Marie, Marolle,
flyv op til Vorherre
og bed om godt vejr!

Denne remse fremsagde vi lystigt, mens vi lod mariehønen trippe op ad vores finger, denne kildrende fornemmelse, når de små ben greb fat i huden, over på en anden finger, over på venindens finger, og til sidst nåede den toppen, lettede på vingerne – og fløj virkelig afsted – måske netop op til Vorherre!

Talemåder og Idiomer benytter tit billeder og lægger sig tæt op ad de metaforiske ordsprog. Det har jeg fra Den Danske Ordbog. En talemåde siger: Troen kan flytte bjerge. – Det uddybes med: Hvis man har en stærk tro på noget, kan man opnå eller udrette fantastiske ting.

Vi ved, at det virker, når vi tror på noget eller nogen – eller bare på os selv. Vi præsterer bedre, når vi ved, at nogen tror på os. Det giver os styrke og selvtillid, det får os til at føle os accepteret, nogen ønsker, at vi skal lykkes – og vi ønsker, at vores kære skal lykkes. At tro, det er en evne, vi har.

Fra de tidligste kulturer har vi fået overleveret forklaringer på, hvordan verden blev til. Skabelsesmyterne vidner om de samfund og kulturer, der fortalte dem. Religiøse og kulturelle fortællinger havde til formål at forklare, hvad vi ikke kunne begribe. De kunne sætte billeder på. Fortællingerne kunne lære os hensigtsmæssige måder at leve på, hvordan vi skulle forholde os til naturen og vejret, og de havde også moralske pointer.

Vi har jo potentialer! Der er store områder i hjernen, som vi endnu ikke bruger. Der er masser af stof i himmelrummet, og der er mellemrum imellem og omkring de kendte elementer i det helt små, som vi endnu ikke aner noget om. Vi kan tro på, at alt det ukendte stof og rum har en funktion, og vi kan tro på, at det altid er hensigtsmæssigt. Den, der spørger, får relevante svar.  Videnskaben kan ikke sige sig færdig med at udforske verden – vi kan ikke udelukke, hvad vi ikke forstår – det må holdes åbent. Videnskaben skal også have noget at udforske i morgen.

En morgen for år tilbage vågnede jeg med dette vers på læben:

Om at flytte bjerge
Med alle de trosretninger, som vi har
her på denne klode,
sku’ man tro, at Jorden var
et skrivemaskine-kugle-ho’de!

Sidste Arbejdsår – Dag 1 – Mening

Mening

At savne et kært menneske, som døde for mange år siden – at dette menneske stadig dukker op i drømmene, bestandig i nye omgivelser, i skiftende scener – det må kaldes trofasthed. En kær hilsen på den første dag i mit sidste arbejdsår.

Store jobsøgningsdag. De fleste familier må have mødt arbejdsløsheden. Engang vakte den forargelse, senere blev den et traume for den, der blev ramt.

Engang i 90’erne lød det i et radioprogram, at man ligefrem kalkulerede med en vis mængde arbejdsløse – for at samfundets hjul kunne køre rundt. Den forstod jeg ikke.

Vores samfund er en stor organisme med mange kredsløb – som i en menneskekrop. Der er mange systemer, der skal fungere og arbejde sammen. De bestyres af levende mennesker – som små celler og atomer i den store helhed. Det gør en stor forskel, om man møder et system eller et rigtigt levende menneske.

Den, som er ramt af sygdom – den, som er ramt af arbejdsløshed – den, som er ramt af andre ulykker – er ligesom barnet i en familie, der gennemgår en vanskelig tid – der er ikke noget man hellere vil end at være med til at løse opgaven, lindre, hjælpe, føle sig nyttig. At få en rolle, udføre noget meningsfyldt – det vil holde modet oppe, styrke selvtilliden og åbne porten til fremtiden.

Når vi udfører en handling – hvad enten vi ønsker det eller ej – som ikke er i overensstemmelse med hjertet, så vil kroppen protestere.

Hvor du end går – så husk:

Du går på himlens gulv!