Himmel og Jord
Jeg hørte vindens pibeorgel – på stationen – i et skilt. Det var som de tre toner i filmen om E.T. Sælsomme trompeter. Tid til forandring. Sfærernes musik. Afsløringer fra verdens dyb.
Fuglene nød det – blæsevejret – de fløj over hele himlen – de legede med fart og opdrift, drivende i flokke, svævende på skrå, til de kippede over og drejede rundt – et styrtdyk, og de steg med hovedet først til nye lag i luften.
Og dér – imellem Himmel og Jord – dér gik så jeg og kunne næsten læne mig op ad den fortættede luft, der masede sig op imod ryggen – og menneskevrimlen skuttede sig, toget holdt stille – var det bladene? – var det skinnerne? – var det signalerne? Dobbelt så mange passagerer, fordi der kun kørte hvert andet tog. En menneskestime.
Og mørket, der lagde sig blødt om skuldrene på vej hjem fra toget. Det liflige lys i den egne atmosfære, varmen og kinderne, der blussede.
Høst – umiskendeligt – uundgåeligt – ubønhørligt – overdådigt – blade, der taber både næse og mund – blade, der griner og griner, mens vi venter på Halloween, på Allehelgenerne, på Allesjælene.
Og natten og sovebyerne, der ligger hen som indledning til en Spielberg film.