Tågesnak
Her kan man stå i ensom majestæt og tale til træerne uden at blive afbrudt. De står i rad og række, tålmodigt tager de imod min ordstrøm, min tale for det gode liv – for både træer og mennesker.
Man får en farlig frihed her i tågen, jeg kan stille mig op midt i kredsen af træer og sige min mening ligeud – jeg kan gemme mig i den tætte luftmasse med min snik-snak og lade mit hjerte flyde over med vrøvl og betroelser, sandheder og løgne, så langt og så længe jeg lyster.
Her kan jeg grunde højlydt over livet og før-livet og efter-livet, jeg kan bearbejde hårde strabadser i min barndom, jeg kan fantasere om alle de rumskibe, cigarer og flyvende tallerkener, der måtte gennemtrænge vores lokale atmosfære på deres ekspedition til nabogalakserne. Jeg kan fremsige digte og synge sange, serenader, viser, og jeg kan sende kærlige tanker til alle de døde og alle de levende – både træer og mennesker.
Og når natten falder på, og lampen bag tågesløret dæmpes, da skal mine velmente foredrag forstumme – al min hjertekval, min tågesnak skal fare bort, og jeg vil vandre stille, lettet hjemad, smilende ved tanken om, at mine ord blev hørt og gemt bag barken.
Tilbage står mit ønske om, at verden bliver rask igen, og livets kraft skal træde frem af tågen – for både træer og mennesker.