Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 27 – Kosmopolit

Kosmopolit

At tilhøre en gruppe og låne dens tryghed. At være med i en gruppe i et samvær om en bestemt hobby. At deltage i et fællesskab omkring et fagligt emne. At være med i et forældre netværk omkring børnenes skole. At være med i byrådet. At få en bestemt rolle i vejlauget. At være på rejse med en gruppe. At kalde til fest i familiegruppen. At spille basun i et stort orkester. At være frivillig på et museum. At være medlem af en forening.

At finde sin plads i et samvær, på en arbejdsplads, i et samfund. At spille en rolle, at gøre nytte, at gavne et fællesskab. At gøre en forskel. At arbejde for at gøre verden til et bedre sted at være. I det små og i det store. På alle planer.

At indgå i en bevægelse henimod noget, en proces, en forandring, en frigørelse og en ny forankring, få et nyt syn på livet, komme til et nyt udsigtspunkt, hvor noget forsvinder og nyt dukker op. At gå igennem et filter, at få renset sindet, at kunne lægge brillerne væk. At få øje på solen, blive badet i lyset, opdage, at vi er til, at verden er ny, at forundres over, hvad vi før slet ikke så, at se verden fuld af farver – og uden grænser.

At være del af det store fællesskab.

At møde et nyt lille barn – og få en ny chance i livet. At komme fri af alle fordomme, for et nyt lille barn ejer nuet og ikke fortiden.

Det norske TV program “Naturen vender tilbage” – det første af 4 programmer – indledes med disse ord:

“I begyndelsen var der ikke noget skel. Menneske og natur var ét, vi var vilde”.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 13 – Identitet

Identitet

Solen i et stykke lav. Nu hvor vi runder hjørnet til efteråret, er det værd at bevare solen i indret, så vi kan stråle helt hen til næste forår. Skinne på hinanden, lyse op omkring os og dele ud af vores menneskevarme.

Med andre ord, være en sol i vores individualitet, en solstråle i vores sociale relationer og en kakkelovn af menneskevarme for alle vores omgivelser.

Identitet som individ, identitet i gruppen, identitet i globalt perspektiv. At hente betydning ud af sin rolle – og kalde den identitet. At tillægge os betydning for at skelne os fra alle andre. At tillægge os betydning for at få fornemmelse af, hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi ønsker os. En løbende vedligeholdelse, udvidelse og udvikling af vores identitet.

At lægge sin identitet i noget. At få betydning og opbygge identitet igennem arbejdet, igennem boligen, igennem ferier og rejser. At bringe sin identitet med sig, hvor man står og går. Også når man flygter?

Hvor bliver identiteten af, når man flygter? Havde man overhovedet én, før man blev flygtning? Bliver identiteten ladt tilbage i et krigshærget land, et orkanknust ørige, et udtørret øde? Kommer den med noget af vejen, indtil det viser sig, at man ikke kan få ophold noget sted og bliver sendt tilbage, hvor man kom fra?

Verden har oplevet mange folkevandringer, der har bragt musik, litteratur og anden kultur med sig og beriget de områder, de nåede frem til. De nye folk gled ind i de små samfund med de evner, de kunne bidrage med og skænkede dem kolorit på deres historie.

Flygtningestrømmene i vor tid er voldsomme og kan kun tackles, når vi globalt står sammen om at hjælpe hinanden. Det er ikke isolerede problemer for enkelte lande, det er et globalt socialt ansvarsområde. Man glemmer, at de flygtende ikke er kriminelle, men blot i livsfare…

Det er en gave, når dine følelser går foran dig gennem livet.
Da lærer du at elske, før du vurderer, dømmer og kasserer…

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 1 – Mening

Mening

At savne et kært menneske, som døde for mange år siden – at dette menneske stadig dukker op i drømmene, bestandig i nye omgivelser, i skiftende scener – det må kaldes trofasthed. En kær hilsen på den første dag i mit sidste arbejdsår.

Store jobsøgningsdag. De fleste familier må have mødt arbejdsløsheden. Engang vakte den forargelse, senere blev den et traume for den, der blev ramt.

Engang i 90’erne lød det i et radioprogram, at man ligefrem kalkulerede med en vis mængde arbejdsløse – for at samfundets hjul kunne køre rundt. Den forstod jeg ikke.

Vores samfund er en stor organisme med mange kredsløb – som i en menneskekrop. Der er mange systemer, der skal fungere og arbejde sammen. De bestyres af levende mennesker – som små celler og atomer i den store helhed. Det gør en stor forskel, om man møder et system eller et rigtigt levende menneske.

Den, som er ramt af sygdom – den, som er ramt af arbejdsløshed – den, som er ramt af andre ulykker – er ligesom barnet i en familie, der gennemgår en vanskelig tid – der er ikke noget man hellere vil end at være med til at løse opgaven, lindre, hjælpe, føle sig nyttig. At få en rolle, udføre noget meningsfyldt – det vil holde modet oppe, styrke selvtilliden og åbne porten til fremtiden.

Når vi udfører en handling – hvad enten vi ønsker det eller ej – som ikke er i overensstemmelse med hjertet, så vil kroppen protestere.

Hvor du end går – så husk:

Du går på himlens gulv!