Menneskelighed
Hun havde været ud og ind af Radiumstationen igennem 8 år. Hun var så syg af kræft, at der kom folk langvejs fra for at besøge hende, og hun tænkte nok, at enden var nær.
Hun havde haft et par oplevelser af den slags, som man ikke kan forklare. Hun tog det nu som noget selvfølgeligt, det lå i familien, det var ikke noget, hun tænkte så dybt over. Men disse to, det var i kritiske øjeblikke, mens hun lå dér.
Hun havde en drøm, hvor hun steg op ad en lang lang rebstige, der førte op i himlen. Engle sang omkring hende, og hun var lige ved at sætte foden på det sidste trin. Så vågnede hun.
Hendes mand kom en dag med avisen i hånden – der var noget han ville vise hende – et bibelcitat. Hun sagde: Det behøver du ikke – jeg har læst det. Om eftermiddagen havde der ligget den avis i fodenden af sengen – på hovedet. Men hun så den tekst, den fløj op i luften foran hende: – Frygt ikke!
Da hun var ung, var der en herre i et selskab, om hvem man sagde, at han kunne spå om fremtiden. Hun plagede ham. Han ville ikke – han gjorde ikke den slags, ikke normalt. Men hun fik ham overtalt. Han fortalte hende to ting: Hun skulle få en sygdom, som hele verden talte om. Og i en meget sen alder skulle hun tage et barn til sig, som ikke var hendes eget, men alligevel af samme blod…
Hun havde været til undersøgelse. Og svaret: Der var ikke noget at se. Hun var ikke syg mere. De sagde, det var gået i bero.
– Disse forunderlige øjeblikke, da verden står stille, fordi vi oplever noget ganske specielt… En smuk handling, en fascination, naglet fast i et bestemt lys, en særlig fuglesang, en duft af syren.
Et kys på panden – helt uden for rammerne – en svingtur i et glædeligt gensyn – en dyb samtale midt i den blå time i en befærdet gade ved et cykelstativ – en samtale på et fremmed sprog på en lille båd i et farvand med mange øer, en samtale om muligheden for at finde årsagen til kræft igennem forskning i internationalt samarbejde – et sted i naturen, blikket hvilende på hvirvlende vand med solnedgangsstråler i alskens flammende farver.
Der hvor menneskeligheden bryder frem. Der hvor det virkelig gælder, hvor kærligheden råder.