Sidste Arbejdsår – Dag 109 – Med liv og sjæl

Med liv og sjæl

At gå op i noget med liv og sjæl. At have en arbejdsopgave, som man er helt fordybet i, og glæder sig til at vende tilbage til hver dag. At være optændt af et emne, og bruge timer på at læse om det. At være et helt leksikon og vide næsten alt om et bestemt emne.

Hvem er vi så? Hvad drømmer vi om?

Jeg drømmer om at have et rum, der er beklædt med bogreoler! Og kende hver en hyldemeter, så at jeg kan rejse mig og gå målrettet hen og hente præcis den bog, jeg skal bruge! Sætte mig i en krog med en stor bog i skødet og forsvinde ud i rejsebeskrivelser, fortællinger, historiske beretninger, eventyr, fagbøger om et af de elskede emner.

Og hvad tager vi med os, når vi drager bort? Vi tager hele livet med os – ikke kun slutningen. Fyldt med duften af syren, af teenagefnis, af skovens åndedræt, ænders snadren i en dam, storbyens hamrende puls, en speedbåd på et feriested, en sorg, et stort problem, vi fik hjælp til at løse, kriseår, silhuetten af et menneske, vi savner, stilheden indeni, alle de beretninger, vi har læst, minderne om et familieliv, barnelatter.

Hvem er du? Hvem er jeg? Hvordan blev vi hvirvlet ind i livets støvstorm? Har vi vandret gennem ørkener, over bjerge, gennem vældige skove, over brusende floder, gennem vildnis? Hvem har styret vore skridt? Hvem har båret os igennem vanskeligt terræn? Hvor tog vi selv over og slog ind på vores egen vej?

Jeg er ikke nogen helstøbt form og har ikke noget fast indhold. Verden går igennem mig, imens jeg går igennem verden. Men jeg samler indtryk, og nogle bliver i mig, jeg lærer af min rejse og af andre rejsende, af vores udveksling, mit indhold skifter, min form ændres, men det formløse bliver der, det indholdsløse kan bestandig fyldes op, for livet er ikke konstant, livet er en veklsen mellem form og formløshed, mellem indhold og indholdsløshed, en bølgebevægelse af plus og minus, af potentiel tilværen – en bølge eller en partikel.

Og alligevel er jeg et menneske, og du et menneske, vi er levende væsener med pulserende tanker, ønsker, bankende hjerter, gode viljer, dybe længsler, håb og mod og hjerterum og meget på hjerte.

Vi har værdier at værne om og dele, vi har hinanden at passe på.

Sidste Arbejdsår – Dag 6 – Nye veje

Nye veje

Skoven er dyb og fredfyldt. Den er også et klangrum for fuglesang og insektsvirren. Der kan man høre sit eget hjerte slå.

– At finde nye veje. Gå på opdagelse, opdage en sti, der skyder genvej og fører dig hjem hurtigere end du kom ud. Finde nye måder at gøre alting på. Når vi rydder op udenpå, rydder vi også op indeni. Bliver vi nye indeni, bliver vi også nye udenpå. Evnen til forandring er vejen til stabilitet. En sten er langsomt liv. Og den er fuld af vibrationer.

At ønske sig at føre en plan ud i livet. Være målrettet og besluttet, forestille sig, at man allerede er midt i forberedelserne, opleve at verden bøjer sig imod os og hjælper vores plan på vej på de mest finurlige og humoristiske måder. Da spiller det sammen, og vi er på rette vej.

Midt i overgangen mellem sommer og høst, midt imellem varme og kulde, mellem feriedage og arbejdsdage. Jeg elsker efterår! Det er tid for studier, tid til at lære nyt, tid til at reflektere. Tid til at høste frugten af forårets arbejde.

Gyldenris kaster lyskeglen ind i efteråret. Hyben – den pludselig udskældte og ligefrem invasive plante, som vi groede op med – den er en fast ingrediens i barndommens naturoplevelser. Det var bare om at udnytte chancen, når man var i nærheden af en koloni ude i det vilde. Så skulle de plukkes og renses. Man skulle være forsigtig med selve frøene, for de kløede, skal og frugtkød blev tilbage, op i en stor gryde, og så fik vi hybenmarmelade og hybensaft, og de struttede af C-vitaminer, som vi derfor også selv kom til at strutte af igennem hele vintersæsonen.

At glæde sig over noget. At være til gavn og glæde. At blive en mester i udpakning af livets gaver!