Novemberhimmel
November kan lyse! Åh! Der var et TV-program fra Norge, var det sidste år? Nej, for et par år siden. Om lyset i november. Interview med 4 mennesker – en kunstmaler, en fotograf, en kunstner mere og en amatørastronom. Det var den skønneste lille film om lyset!
Fotografen elskede at gå tur langs havet og gå på jagt efter lysvirkninger og skygger i november. Sort-hvid. Kunstnerne hentede lyset ind på lærredet – når lys er sparsomt, så er det ekstra dyrebart. Amatørastronomen kunne kun dyrke sin hobby, når mørket kom! Jeg kan huske hans meget generte smil.
“Men det jag minns, det var ljuset”, sang Östen Warnerbring – om den aften, hvor lysene tændtes på danskekysten. Lys i mørket – som Halloween, Allehelgensdag og Allesjælesdag – og den fridag, jeg insisterer på, at vi skal have lov at holde – dér, hvor det er sværest for mange at komme igennem. Der er mennesker, der lider under at mangle lys! De må købe speciallamper, der kan illudere solens lys.
Et lys i mørket, at få mulighed for at opdage lyset. Vi opdager det jo ikke, når dagene flyder i sollys. Nej, men vi skønner på det, når vi møder det – i november! Måneden før vi tænder julestjernen – og stjernerne i øjnene – især hos børnene.
Lys er udtryk for håb, for liv, for fremtid. For en retning i livet. For en chance i livet.
At smile er at lyse.
