Personlig pleje
En af mine vigtigste bøger købte jeg på biblioteket for 1 krone. Det var “Samtaler med Kafka” af Gustav Janouch. Om hans venskab med Franz Kafka og om deres vandringer omkring Altstädter Ring i Prag fra 1920 til 1924, da Kafka døde af tuberkulose.
Fjodor Dostojevskij lærte jeg at kende, da jeg af nogle venner lånte de to sidste bøger i serien med hans samlede litterære værker: Dostojevskijs breve i udvalg 1 og 2. – Det kastede mig ud i en mægtig appetit på russisk litteratur. Jeg fik lov at beholde de to bøger.
Efter den tid blev biografier og selvbiografier min mest foretrukne læsning. Men det nærmeste jeg oplevede at komme et menneske – nærmere end ved biografien og selvbiografien – var dog at læse “Samtaler med Kafka” – skrevet af et menneske, der elskede ham!
Stefan Zweig kunne den slags – portrættere et menneske – så fintfølende, så hudløst, så mesterligt. Jeg spekulerede længe over, hvem der dog kunne portrættere ham – Zweig. Jeg kunne ikke forestille mig hvem. Før det eneste indlysende svar blev – hans egen beretning om sit liv: “Verden af i Går”. Et fantastisk tidsbillede! Jeg så filmen, der handler om hans sidste år i landflygtighed i Amerika: “Farvel til Europa”.
Tolstoj er et kapitel helt for sig. Lev eller på “vesterlandsk” Leo Tolstoj. Af adelig herkomst, han arvede familiens gods – med tilhørende landsby. Fra al min læsning af og om Tolstoj har jeg især dette billede for mig: Det var i den periode, hvor Tolstoj trænede hårdt hver dag, at Tolstojs godsforvalter engang klagede over, at han ikke kunne koncentrere sig om Tolstojs beskeder – “når herren hænger med hovedet nedad”!
Jeg har fået min læseglæde tilbage! Efter mange år med faglitteratur. Det er nemmere at gå til og fra faglitteratur, når tiden er knap, og man bliver afbrudt. Men hvor har jeg savnet den fordybelse, den facination, når man er helt opslugt og glemmer tid og sted. – At fokusere på noget bestemt i længere tid – og dermed lukke alt andet ude. At rense hjernen og sindet med en læseoplevelse. – Det hører ind under personlig pleje.
