Sidste Arbejdsår – Dag 98 – Lærdom

Lærdom

Gregg Braden: Den Store Plan s. 229 – jeg er inspireret:

Vi har en skæbne hver især, der venter på os. Den vil indfri vores største mulighed for udvikling. Det er den vej, vi vil vælge at gå – det er som vand, der altid vil finde sit leje.

“Vi kan sidde så længe i et andet menneskes skygge, at vi kommer til at overtage dets skæbne.” Det var vist et kinesisk ordsprog, jeg hørte engang. Og det handlede om, at der kommer en tid, hvor man må løsrive sig fra en mester, man har stået i lære hos.

Jeg har haft de mest vidunderlige læremestre udi livskunsten. Når vi har nået de tinder, vi ikke troede det muligt at nå, og taknemmeligheden er på sit højeste, da er det, at vi skal vise den på den fineste måde – ved at lade dem i fred.

Vi skal vide at kende balancen mellem den ypperste lærdom, vi kan tage til os, og den, som vi selv skal udvikle.

Sidste Arbejdsår – Dag 53 – Visdom

Visdom

Det er vidunderligt at følge årets gang. Efterår er lærdom, ny viden, spændende emner, en bred farvepensel af sysler og gøremål. Efterår er fordybelse, meditative tilstande, en tid for sanserne, al slags vejr, regn, der trommer mod ruden, hagl, der trimler ned ad træværk og blik og mursten, sol på skrå over våde spindelvæv, regnbuer – høstens fyrværkeri. Efterår er gråvejr, og alt det grå er fyldt med farver, alt det våde trækker farven frem i bark og bog og bundter af blade. Verden bliver mere klar, end fotolinsen kan opfange.

Efterår er opklaring, afklaring, klargøring. Spørgsmål finder svar, udforskning skænker nye sammenhænge. Viden hobes op til vished – og skaber nye spørgsmål. Altid er der nye horisonter, altid vil vi stræbe fremad, opad – mens vi traver over marken i vindjakke og gummistøvler – går på svampeture – følger fugletræk – sejler ud på fjorden – balancerer på en havnemoles store sten.

Efterår giver eftertanke, giver fokus, snævrer verden ind, filtrerer alt unødigt bort, så vi kan se essensen, og vi lyser op og finder klarhed, går igennem vores indre landskab, kommer overens med liv og død og nyt og gammelt, og påny er vi taknemmeligt til og ånder ubesværet som var det første gang.

Vi har visdom at vinde.