Aldrig mere krig
Nu har vi haft 29-året for murens fald – for to dage siden. I dag har vi 100-året for verdens store samlede ønske: Aldrig mere krig! Slutningen af 1. Verdenskrig. Desværre var verden ikke færdig med krig – blot et øjeblik senere kastede den sig ud i 2. Verdenskrig.
Jeg har sådan nogle fornemmelser af og til – af at stå i laser og pjalter med benene i mudder – og være et barn – en lille skolepige – hvis hele krop skriger: Verden skulle bare vide, hvad mennesket har gjort! At have ørerne fulde af skrig fra dem, der blev udsat for tortur. At kende øjne, der i god tro stillede sig i kø for at få bad og begyndte at tage tøjet af. At se knogler og sko på jorden og høre skovle og spader grave i frossen jord. Fornemmelsen af at have hænderne begravet i våde brødkrummer. At have svært ved at ånde – på grund af stanken, på grund af smerter inde bag ryggen, på grund af gråden, der sidder i halsen. – Den slags lå i mig, når vi efter gymnastik blev sendt løbende ind under kolde brusere, og jeg stivnede og frøs – eller når vi skulle i svømmehallen og blev skældt ud af en kone, der sprøjtede vand på fliserne på væggen.
Der er så store uenigheder i vores verden. Kan nogen nænne at udsætte mennesker for krig igen? Der foregår stadig utallige krige, og verdenssamfundet kan ikke finde ud af at stoppe dem. Der foregår en kamp i hver eneste af os – en kamp om egen vinding kontra tjeneste for verdenssamfundet. At opfylde et kortsigtet egoistisk behov, der knapt kan vare vores egen personlige tid ud – kontra investering i verdens børn, verdens nye borgere, en fremtidsrettet omsorg, der gælder os selv, vore børn, vore børnebørn, vore oldebørn – og vore venner og med-levende på denne smukke grønne og blå jord.
Multiverset skal nok klare sig. Det kan sagtens klare sig uden mennesket. Men mennesket kan ikke klare sig uden vores jord, uden Universet, uden Multiverset.