Sjæle
Anders og Britta: En dansk popsang i 1960’erne – jeg kunne den udenad som barn – her er, hvad jeg husker af den:
– Du ka’ trow, je knew en tåre,
da du drow til Kjøwenhawn,
skønt je godt ve’ et kursus det gør gavn.
– Men hør nu her, min kære Anders,
det var dej je ga’ mit hjert’,
så snart je hørte, hvor du sjæled’ på din trækharmonika!
Tralalej, tralalialej,
og tralalej, tralalialej,
hele werden sku’ li’e a’
je’ er så glaj, så glaj for dej!
– Jo, denne sjæl – det var også et udsagnsord dengang! Vi kunne sjæle, så det var en fryd – til afdansningsballer, til skoleballer, til Sankt Hans aftenerne med bålets glans i øjnene.
Altså – det er Allesjæles Dag. Vi er alle sjæle – så det må jo være en aften for alle – både de levende og de døde – alle er indbudt! Tilllykke! Tænk, nu er der hele tre dage på stribe at fejre! Så mangler vi bare at få indført en enkelt fridag til en forlænget weekend – når nu kirken fejrer Allesjæles Dag den første søndag i november – hvorfor så ikke vælge den første mandag i november?
Sjælen og det evige liv – sjælefred. Præsten kaldes af og til for en sjælesørger. Sjælemesse – eller sjælsmesse, dødsmesse, rekviem – er et levn fra den katolske kirke, hvor man gik i forbøn for en afdød i håb om at mindske dennes lidelse i skærsilden. Læren om skærsilden findes ikke i den ortodokse kirke. Sjælemessen er bevaret i kirken som en mindehøjtidelighed i form af en gudstjeneste. Også det musikalske rekviem er bevaret, mange store komponister har skrevet værker i denne musikalske form med tekster fra den romersk-katolske sjælemesse. (Kilde: www.antikabc.dk).
Beskyttet mod kulden af min sjælevarmer sender jeg her fra min plads bag skærmen inderlige hilsener til alle de dejlige sjæle, jeg har kendt og til dem, jeg endnu har omkring mig. Jeg er fuld af taknemmelighed for vores udveksling af liv og mening.
Måske er vi to, min kære læser og jeg, to sjæle – én tanke…