Sidste Arbejdsår – Dag 13 – Identitet

Identitet

Solen i et stykke lav. Nu hvor vi runder hjørnet til efteråret, er det værd at bevare solen i indret, så vi kan stråle helt hen til næste forår. Skinne på hinanden, lyse op omkring os og dele ud af vores menneskevarme.

Med andre ord, være en sol i vores individualitet, en solstråle i vores sociale relationer og en kakkelovn af menneskevarme for alle vores omgivelser.

Identitet som individ, identitet i gruppen, identitet i globalt perspektiv. At hente betydning ud af sin rolle – og kalde den identitet. At tillægge os betydning for at skelne os fra alle andre. At tillægge os betydning for at få fornemmelse af, hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi ønsker os. En løbende vedligeholdelse, udvidelse og udvikling af vores identitet.

At lægge sin identitet i noget. At få betydning og opbygge identitet igennem arbejdet, igennem boligen, igennem ferier og rejser. At bringe sin identitet med sig, hvor man står og går. Også når man flygter?

Hvor bliver identiteten af, når man flygter? Havde man overhovedet én, før man blev flygtning? Bliver identiteten ladt tilbage i et krigshærget land, et orkanknust ørige, et udtørret øde? Kommer den med noget af vejen, indtil det viser sig, at man ikke kan få ophold noget sted og bliver sendt tilbage, hvor man kom fra?

Verden har oplevet mange folkevandringer, der har bragt musik, litteratur og anden kultur med sig og beriget de områder, de nåede frem til. De nye folk gled ind i de små samfund med de evner, de kunne bidrage med og skænkede dem kolorit på deres historie.

Flygtningestrømmene i vor tid er voldsomme og kan kun tackles, når vi globalt står sammen om at hjælpe hinanden. Det er ikke isolerede problemer for enkelte lande, det er et globalt socialt ansvarsområde. Man glemmer, at de flygtende ikke er kriminelle, men blot i livsfare…

Det er en gave, når dine følelser går foran dig gennem livet.
Da lærer du at elske, før du vurderer, dømmer og kasserer…

Sidste Arbejdsår – Dag 7 – Helhed

Helhed

En af verdens store klimaudfordringer er vand – Jordens vandforsyning. Selv Danmark har nu fået et beskedent indblik i bare en af alle de katastrofer, der sender mennesker på flugt verden over.

Kan det hjælpe os til at række ud over vore menneskeskabte grænser og opleve Jordens befolkning som et hele? Her gælder ingen ansvarsfraskrivelse, klimaet rammer i flæng.

Som barn var jeg fuld af undren – jeg kunne ikke begribe, hvad en grænse var – hvordan så en grænse mon ud? – Og et arbejde – hvordan foregik det? De voksne var væk i mange timer hver dag. Hvor var de mon henne? Hvad lavede de? Jeg boede hos min bedstemor, hun var altid hjemme.

Når vi møder hinanden “uden for kontekst” kan vi blive forvirrede og kan ikke lige placere os i forhold til hinanden. Dér sniger den sig ind igen – denne bås, som vi lader os placere i – et helt langt arbejdsliv. Vi lægger så megen identitet i vores arbejdsliv, at den synes at forsvinde, når arbejdslivet slutter, og vi kan krybe i et musehul – ubeskyttet, uden rustning i vores benhårde velfærdssamfundsliv.

Det er det samme, der rammer den arbejdsløse – den ledige (hvorfor lyder det mere nådigt?) – tabet af identitet.

Nu lyder det, at der er flere i arbejde i forhold til sidste år. Det skulle da være en glæde, ikke? Men nej, det synes at være nærmest en katastrofe for samfundet…

Følelsen af accept – af nærvær – det kan være ganske kort – der skal ikke meget til – accept kan gives på en brøkdel af et sekund – og kan holde en dag oppe på det glædesniveau, den allerede startede med.

Der er også et liv efter arbejdslivet!