En transformation
Høste hvad vi sår
En lille rød kugle
runder horisonten
triller ud i solopgangen
Morgengryet åbner sig
himlen favner jorden
tågedisen letter
lyset spreder sig
pulsen dunker
livet foregår
Midt i alt er solen
Dagen går på hæld
solen står på skrå
himlen purpurrød
solens runde kugle
jorden drejer støt
rører himmelranden
En lille rød kugle
runder horisonten
triller ud af solnedgangen
Frihed
Friheden findes overalt. Kun menneskenes rige kender barrierer, begrænsninger. Kun menneskenes rige kender grænser – grænser mellem lande, mure mellem mennesker, skel mellem du og jeg.
Havet strækker sig uendeligt under himlen og kender ingen grænser. Menneskenes børn higer mod horisonten, længes mod de fjerne vidder, ønsker sig at boltre sig som frie fugle mellem hav og himmel.
Det står i vores magt som mennesker at sætte sejl og sætte kurs og sejle fri af alle grænser, finde fred blandt nattens stjerner, bade i et morgenlys og rødme med den synkende sol.
Det står i vores magt at nedbryde grænser og flyve fri.
I skrivende stund
Sådan udtrykte han det: – Jamen du er jo skrivende! Den skønne journalist. Jeg var ganske ung og skulle skrive en artikel om Interrail. De havde deres hyr med at rette mig ind, det var alt for flagrende, og de sagde, at det bedste jeg skrev, var boksene med facts om Interrail. Den bedste verbale overhaling, jeg nogensinde har fået, fik jeg af ham – skriftligt! Det egentlige drama på rejsen – det blev censureret bort – det var for farligt at fortælle. Det endte iøvrigt godt, kun fik vi to tøser en ordentlig forskrækkelse.
Der stod blandt andet: “Træk din Pegasus, det bovlamme øg, på stald og kvæl poesiens blå blomst, det unyttige stykke ukrudt, og beret for den undrende hob, hvad du ser, hvad du oplever – men hvad du føler i den sammenhæng er bedøvende ligegyldigt for alle andre end dig selv.”
Strømmen af digte blev svagere, nogle fik melodi på og blev til sange. Men aforismerne, de kommer stadig dryssende. Hvis de rimer, så kaldes de epigrammer. Som dette:
En levende flamme
At fange med hånden en levende flamme
er ene forundt en gudelig sjæl,
men rage kastanjerne ud af den samme
er ofte beskåret den jordiske træl.
– Eller er det at fange med hånden en flamme
i stedet forundt den jordiske træl,
og rage kastanjerne ud af den samme
i sandhed beskåret en gudelig sjæl?
Himlen var fuld af dem i dag – sådan som jeg har skrevet det engang midt i 90’erne.
Ved Østerport:
– Himlen er et stort teater.
Mægtige kulisser samler sig ved den blikblanke vandlinie ude i horisonten.
Tilbage er kun at stille sig op på scenen og sige det, man har på hjerte.