Himmel og Jord
– Tænk, at der er nogen et sted i verden, der hver dag producerer Æblerøget Cheddar ost, og at det er muligt for os her i Danmark at købe en lille luksus mundsmag til bare 20 kr. engang imellem – er det ikke fantastisk?
Jeg producerer et lille lager til billedsiden i min blog – til dage, hvor jeg har for travlt og må begrænse mig til en hurtig bemærkning. Alt er gjort af billeder, jeg selv har taget, og i samme åndedrag kan jeg sige, at man ikke skal spekulere på ophavsret – hvad jeg bringer her i min blog af mine egne billeder, det skænker jeg til mine læsere. Man må gerne nævne webadressen til ophavskvindens blog, om det gives videre.
Vi skal jo passe på med alt for frejdigt at bruge billedmateriale, som vi finder på Internettet, fordi der kan være ophavsret på – og nogle billeder – så vidt jeg forstår – er faktisk hentet fra vore private gemmer via gratistjenester som mail konto mm – uden vores samtykke.
Himmel og Jord – svampe, der stortrives efter en meget våd måned – i kølvandet på den varmeste sommer i mands minde – menneske og natur – levende skabninger på vores kønne runde jord.
Fritz Riemann fortsætter beskrivelsen i sin bog “Angstens Grundformer” med, at mennesket som Jordens beboer og som en lille bitte del af vort solsystem også er underkastet denne lovbundethed, som jeg fortalte om i går. Disse fire impulser – de to modsætningspar – mennesket bærer dem i sig som ubevidste drivkræfter og latente (endnu ikke udfoldede) krav.
I psykologisk betydning svarer rotationen, banen om sig selv, til kravet om at være et enestående enkeltvæsen, et individ. Revolutionen, bevægelsen om solen som vor centralstjerne, svarer til kravet om at indgå i en større helhed og indordne sig deri, med den begrænsning, der følger med, til fordel for det større hele. Det er det første modsætningspar – den første antinomi.
Tyngdekraften svarer til impulser, der kræver bestandighed, den centrifugale kraft svarer til impulser, der driver os fremad mod forandringer. Det er det andet modsætningspar, der altså på samme gang vil lade os stræbe efter bestandighed og forandring.
Det er vores mægtige kunststykke i det flydende nu at holde en balance mellem sådanne fire psykologiske verdenshjørner, og bestandig genoprette balancen, hver gang den ruskes af høststorme, fryses af isvintre, overrisles af tøvejr og brændes af bageovnen i det blå.
