Sidste Arbejdsår – Dag 72 – Magisk Musik

Magisk Musik

Det strålende blad ligger på fløjl og månegrus. Skumringen hersker, farverne bliver ekstra dybe, når løvet er dækket af vand. Sælsomme lyde – det pusler – flagermus klikker sig igennem mørket – blæsten hyler om hjørnerne – en hvislen i bladene – lyden af skridt – dine egne. Magisk musik i nattens mulm og mørke.

Jo, denne spirituelle føde, den er mere livsnødvendig end nogensinde. To sjæle, der har rejst ad de samme spor fra hvert sit verdenshjørne, deler tanker, minder og kærlighed til et område og dets mennesker. Vi ønsker at bidrage til verdensfreden, der igen synes kastet ud på usikker grund. Gamle brændpunkter, der blev lindret og groede sammen, er nu ved at blive åbne sår igen.

Lad grænserne smuldre, troen flytte bjerge og kærligheden bygge broer over stille have, oprørte vande og kløfter af uenighed!