Sidste Arbejdsår – Dag 17 – Himmel og Jord

Himmel og Jord

– Tænk, at der er nogen et sted i verden, der hver dag producerer Æblerøget Cheddar ost, og at det er muligt for os her i Danmark at købe en lille luksus mundsmag til bare 20 kr. engang imellem – er det ikke fantastisk?

Jeg producerer et lille lager til billedsiden i min blog – til dage, hvor jeg har for travlt og må begrænse mig til en hurtig bemærkning. Alt er gjort af billeder, jeg selv har taget, og i samme åndedrag kan jeg sige, at man ikke skal spekulere på ophavsret – hvad jeg bringer her i min blog af mine egne billeder, det skænker jeg til mine læsere. Man må gerne nævne webadressen til ophavskvindens blog, om det gives videre.

Vi skal jo passe på med alt for frejdigt at bruge billedmateriale, som vi finder på Internettet, fordi der kan være ophavsret på – og nogle billeder – så vidt jeg forstår – er faktisk hentet fra vore private gemmer via gratistjenester som mail  konto mm – uden vores samtykke.

Himmel og Jord – svampe, der stortrives efter en meget våd måned – i kølvandet på den varmeste sommer i mands minde – menneske og natur – levende skabninger på vores kønne runde jord.

Fritz Riemann fortsætter beskrivelsen i sin bog “Angstens Grundformer” med, at mennesket som Jordens beboer og som en lille bitte del af vort solsystem også er underkastet denne lovbundethed, som jeg fortalte om i går. Disse fire impulser – de to modsætningspar – mennesket bærer dem i sig som ubevidste drivkræfter og latente (endnu ikke udfoldede) krav.

I psykologisk betydning svarer rotationen, banen om sig selv, til kravet om at være et enestående enkeltvæsen, et individ. Revolutionen, bevægelsen om solen som vor centralstjerne, svarer til kravet om at indgå i en større helhed og indordne sig deri, med den begrænsning, der følger med, til fordel for det større hele. Det er det første modsætningspar – den første antinomi.

Tyngdekraften svarer til impulser, der kræver bestandighed, den centrifugale kraft svarer til impulser, der driver os fremad mod forandringer. Det er det andet modsætningspar, der altså på samme gang vil lade os stræbe efter bestandighed og forandring.

Det er vores mægtige kunststykke i det flydende nu at holde en balance mellem sådanne fire psykologiske verdenshjørner, og bestandig genoprette balancen, hver gang den ruskes af høststorme, fryses af isvintre, overrisles af tøvejr og brændes af bageovnen i det blå.

Sidste Arbejdsår – Dag 7 – Helhed

Helhed

En af verdens store klimaudfordringer er vand – Jordens vandforsyning. Selv Danmark har nu fået et beskedent indblik i bare en af alle de katastrofer, der sender mennesker på flugt verden over.

Kan det hjælpe os til at række ud over vore menneskeskabte grænser og opleve Jordens befolkning som et hele? Her gælder ingen ansvarsfraskrivelse, klimaet rammer i flæng.

Som barn var jeg fuld af undren – jeg kunne ikke begribe, hvad en grænse var – hvordan så en grænse mon ud? – Og et arbejde – hvordan foregik det? De voksne var væk i mange timer hver dag. Hvor var de mon henne? Hvad lavede de? Jeg boede hos min bedstemor, hun var altid hjemme.

Når vi møder hinanden “uden for kontekst” kan vi blive forvirrede og kan ikke lige placere os i forhold til hinanden. Dér sniger den sig ind igen – denne bås, som vi lader os placere i – et helt langt arbejdsliv. Vi lægger så megen identitet i vores arbejdsliv, at den synes at forsvinde, når arbejdslivet slutter, og vi kan krybe i et musehul – ubeskyttet, uden rustning i vores benhårde velfærdssamfundsliv.

Det er det samme, der rammer den arbejdsløse – den ledige (hvorfor lyder det mere nådigt?) – tabet af identitet.

Nu lyder det, at der er flere i arbejde i forhold til sidste år. Det skulle da være en glæde, ikke? Men nej, det synes at være nærmest en katastrofe for samfundet…

Følelsen af accept – af nærvær – det kan være ganske kort – der skal ikke meget til – accept kan gives på en brøkdel af et sekund – og kan holde en dag oppe på det glædesniveau, den allerede startede med.

Der er også et liv efter arbejdslivet!

Sidste Arbejdsår – Dag 1 – Mening

Mening

At savne et kært menneske, som døde for mange år siden – at dette menneske stadig dukker op i drømmene, bestandig i nye omgivelser, i skiftende scener – det må kaldes trofasthed. En kær hilsen på den første dag i mit sidste arbejdsår.

Store jobsøgningsdag. De fleste familier må have mødt arbejdsløsheden. Engang vakte den forargelse, senere blev den et traume for den, der blev ramt.

Engang i 90’erne lød det i et radioprogram, at man ligefrem kalkulerede med en vis mængde arbejdsløse – for at samfundets hjul kunne køre rundt. Den forstod jeg ikke.

Vores samfund er en stor organisme med mange kredsløb – som i en menneskekrop. Der er mange systemer, der skal fungere og arbejde sammen. De bestyres af levende mennesker – som små celler og atomer i den store helhed. Det gør en stor forskel, om man møder et system eller et rigtigt levende menneske.

Den, som er ramt af sygdom – den, som er ramt af arbejdsløshed – den, som er ramt af andre ulykker – er ligesom barnet i en familie, der gennemgår en vanskelig tid – der er ikke noget man hellere vil end at være med til at løse opgaven, lindre, hjælpe, føle sig nyttig. At få en rolle, udføre noget meningsfyldt – det vil holde modet oppe, styrke selvtilliden og åbne porten til fremtiden.

Når vi udfører en handling – hvad enten vi ønsker det eller ej – som ikke er i overensstemmelse med hjertet, så vil kroppen protestere.

Hvor du end går – så husk:

Du går på himlens gulv!