Sidste Arbejdsår – Dag 69 – Halloween og Allehelgen

Halloween og Allehelgen

Der er forskel på Halloween, Allehelgensaften og Allehelgensdag!

Både Halloween og Allehelgensaften fejres 31. oktober, mens Allehelgensdag fejres dagen efter, den 1. november. I kirken fejres allehelgen den første søndag i november.

Dagen efter, den 2. november, følger Allesjælesdag, det er en katolsk fejring, en mindefest for alle døde kristne. Allehelgen fejrede oprindelig de helgener, der ikke har deres egen helgendag året rundt. Folkekirken har mere fokus på dem, der er døde i årets løb, Allesjælesdag.

Allehelgensaften kommer oprindeligt fra Irland under navnet Halloween, irerne bragte den med til USA, og nu for omkring 15 år siden er den også kommet til Danmark. Halloween har hedenske rødder i den keltiske folketro, og siden indgik flere andre skikke i Halloween, såsom mexicanske dødeskikke. For børn og unge herhjemme blev det en kærkommen fest i det lange mørke efterår. Det gav lys i mørket. Græskar med finurlige udskæringer og levende lys i.

I tusmørket dukker der mange spændende ansigter op blandt de faldne blade – nogle af dem ligner græskarmænd, der griner. – Ja, lad os lyse og grine i de dunkle tider, lad os skræmme dæmonerne væk og fejre, at lyset vil komme tilbage. Lad os bære faklen med os ind i vinteren, og rense luften for onde ånder!

– Vi er mange levende mennesker, der hver evig eneste dag udfører et stort arbejde for at forbedre og finpudse vores verden – også selvom vi er børn, ledige og pensionister. Lad det være en trøst, når vi oplever, at ganske få mennesker gør stor skade.

Der er ingen lykke i at stjæle penge eller værdier fra andre. Grådigheden kan blænde og spise et menneske op. Den bliver en karussel, man ikke kan komme af igen.

Vi må holde modet oppe og tålmodigt fortsætte vores indsats. vi bliver måske nok slået lidt tilbage, men husk, hvor mange vi er til at bygge op igen. Vi lærer noget nyt hver gang – det gør også de få, og en dag vælger de en mere hensigtsmæssig vej at gå.

Vi får den lykke, vi selv skaber. Og den kan ikke fås for penge.

Sidste Arbejdsår – Dag 68 – Menneske

Menneske

Hvad er menneskelighed? – Bladene bliver menneskelignende, når vi kan få dem til at ligne ansigter. Så får de sjove eller uhyggelige udtryk – rigtig hyggeligt til brug for Halloween og Allehelgens Dag – og til spøgelseshistorier. Børnene kan selv finde de sjove blade, tage billeder, printe dem på fint karton, klippe huller i, hvor der er øjne at finde, folde dem og bruge dem som masker!

Menneskelighed – det er jo noget, der har med mennesket at gøre. Humanity – humanitet – humant. Når vi siger, at vi skal være humane – altså menneskelige – så mener vi, at vi skal være empatiske, omsorgsfulde, overbærende, nådige – vi skal kunne sætte os i et andet menneskes sted, vi skal kunne føle med dem, vi skal vise medfølelse. Menneskelighed er at vise medfølelse. Overfor et andet menneske – over for hele menneskeheden.

Menneskeheden – det er jo hele jordens befolkning – og i det tilfælde regner man kun dyrearten mennesket med. Dyrene tæller ikke i det regnskab. – Er det så menneskeligt?

Mennesket er ikke let at leve med – når man kun er et menneske…