Sidste Arbejdsår – Dag 94 – En lys novemberdag

En lys novemberdag

Lys på godt og ondt.

Vi er i en tid, hvor mange forhold træder frem i lyset. Lys er godt – det er godt, at fortidens ugerninger bliver opklaret – det er godt, at nogen indrømmer at have udført handlinger, der har skadet natur og mennesker. Det er godt, at der siges undskyld, det er godt, at der skaffes retfærdighed til de ofre, der ikke længere er i live til at opleve det, det næstbedste er, at deres efterkommere kan.

Lys kan være klart og hjælpe os til at se og forstå. Lys kan skinne mørkets uvidenhed væk. Lys kan varme os i det tidlige forår, det kan få os til at svede om sommeren, det kan udtørre og forvandle frugtbart land til ørken. Lys kan blive så varmt, at det bliver til flammer, der kan brænde en hel by. Lys kan udgå fra en eksplosion, der lægger den halve klode øde og forgifter det liv, der mirakuløst måtte være tilbage.

Fremtiden kan tegne lys – eller den kan tegne dyster.

Det bedste vil være, at nogen, at mange, at alle forstår, at lys kan blive for lyst, at lys kan blive til mørke.

Sidste Arbejdsår – Dag 40 – Menneskebarn

Menneskebarn

Hvor kommer vi fra? Hvem er vi?

Jeg har lige set de 5 TV programmer “Menneskets Store Vandring”, hvor teorien “Out of Africa” – ud af Afrika – efterprøves med bl.a. DNA test af mange forskellige folkeslag – med adskillige overraskelser – og først og fremmest forbløffelse over menneskets fantastiske overlevelsesevner og genialitet.

Jeg har lige åbnet bogen “Den Store Plan” af Gregg Braden, en brobygger af Guds nåde – han bygger bro mellem videnskab og spiritualitet. Han har selv erfaret at blive pludseligt og uforklarligt rask, og han har sat sig for at skrive menneskets historie om ud fra en ny og tidssvarende tankegang af det 21. århundrede, og med afsæt i vores arts oprindelse og forunderlige egenskaber som intuition, medfølelse, empati og kærlighed. Det centrale spørgsmål for mennesket igennem de ca. 200.000 år, vi har været på Jorden, er: Hvem er vi? Det er grundlaget for alle vores beslutninger, for vores forhold til os selv, vores relationer, vores verden og til det, vi ser som kilden til vores eksistens.

Jeg har lige lukket bogen “At dø for at leve” af Anita Moorjani, hvor hun fortæller om sin nærdødsoplevelse, da hun var meget tæt på at dø af kræft – og mirakuløst vågnede op igen og blev rask. I nærdødstilstanden oplevede hun, hvor storslåede vi er hver især, og hun forstod, at vi skal slippe frygten, være os selv og nyde tilværelsen.

Livet er så stort! – Vi er små krystaller på livets overflade.