Sidste Arbejdsår – Dag 38 – Lydbillede

Lydbillede

Lyden er tredimensionel – nej mangedimensionel! Billedet er todimensionelt. Lyden giver rum til vore egne forestillinger, vi sætter billeder på, når vi hører noget i radioen, eller lytter musik. Videoen, TV-programmet, filmen rummer både billede og lyd.

At se. Vi kan se og se – og alligevel ikke se, ikke se det egentlige. At se på en flade, det kan sløve os – og vore egne tanker kan løbe af med os. Vi kan se forbi noget – og det er ret praktisk, hvis vi skal køre bil. Vi må ikke se på det, vi skal udenom, for så kan vi styre lige ind i det.

Det er lidt som det, Baard Owe sagde til Todo-træning: At vi må ikke tænke på skuldrene, hvis vi vil slappe af i dem, for så tilfører vi dem energi, og de vil spænde. Nej, vi skal se for os, at de slapper af! – Han sagde også: For at opnå, hvad vi vil, skal vi ikke ville det.

Alle disse paradokser, selvmodsigelser, er jo sjove, fordi de tilsyneladende strider mod hinanden. Men det de gør, er at gå et spadestik dybere og vise os den underliggende sammenhæng i alting!

Lyden kan blive hængende længe, den går ind i kroppen – den forplanter sig – den er ren vibration. Når vi skal spille musik, lægger vi mærke til rummets egenskaber. Der kan være en god rumklang, der bærer musikken afsted. Musikken skaber et lydbillede.

Når vi forener vore rum, får vi en afspejling af vore samlede ressourcer og hensigter i den ydre verden.

Sidste Arbejdsår – Dag 8 – Personlig pleje

Personlig pleje

En af mine vigtigste bøger købte jeg på biblioteket for 1 krone. Det var “Samtaler med Kafka” af Gustav Janouch. Om hans venskab med Franz Kafka og om deres vandringer omkring Altstädter Ring i Prag fra 1920 til 1924, da Kafka døde af tuberkulose.

Fjodor Dostojevskij lærte jeg at kende, da jeg af nogle venner lånte de to sidste bøger i serien med hans samlede litterære værker: Dostojevskijs breve i udvalg 1 og 2. – Det kastede mig ud i en mægtig appetit på russisk litteratur. Jeg fik lov at beholde de to bøger.

Efter den tid blev biografier og selvbiografier min mest foretrukne læsning. Men det nærmeste jeg oplevede at komme et menneske – nærmere end ved biografien og selvbiografien – var dog at læse “Samtaler med Kafka” – skrevet af et menneske, der elskede ham!

Stefan Zweig kunne den slags – portrættere et menneske – så fintfølende, så hudløst, så mesterligt. Jeg spekulerede længe over, hvem der dog kunne portrættere ham – Zweig. Jeg kunne ikke forestille mig hvem. Før det eneste indlysende svar blev – hans egen beretning om sit liv: “Verden af i Går”. Et fantastisk tidsbillede! Jeg så filmen, der handler om hans sidste år i landflygtighed i Amerika: “Farvel til Europa”.

Tolstoj er et kapitel helt for sig. Lev eller på “vesterlandsk” Leo Tolstoj. Af adelig herkomst, han arvede familiens gods – med tilhørende landsby. Fra al min læsning af og om Tolstoj har jeg især dette billede for mig: Det var i den periode, hvor Tolstoj trænede hårdt hver dag, at Tolstojs godsforvalter engang klagede over, at han ikke kunne koncentrere sig om Tolstojs beskeder – “når herren hænger med hovedet nedad”!

Jeg har fået min læseglæde tilbage! Efter mange år med faglitteratur. Det er nemmere at gå til og fra faglitteratur, når tiden er knap, og man bliver afbrudt. Men hvor har jeg savnet den fordybelse, den facination, når man er helt opslugt og glemmer tid og sted. – At fokusere på noget bestemt i længere tid – og dermed lukke alt andet ude. At rense hjernen og sindet med en læseoplevelse. – Det hører ind under personlig pleje.