Lydbillede
Lyden er tredimensionel – nej mangedimensionel! Billedet er todimensionelt. Lyden giver rum til vore egne forestillinger, vi sætter billeder på, når vi hører noget i radioen, eller lytter musik. Videoen, TV-programmet, filmen rummer både billede og lyd.
At se. Vi kan se og se – og alligevel ikke se, ikke se det egentlige. At se på en flade, det kan sløve os – og vore egne tanker kan løbe af med os. Vi kan se forbi noget – og det er ret praktisk, hvis vi skal køre bil. Vi må ikke se på det, vi skal udenom, for så kan vi styre lige ind i det.
Det er lidt som det, Baard Owe sagde til Todo-træning: At vi må ikke tænke på skuldrene, hvis vi vil slappe af i dem, for så tilfører vi dem energi, og de vil spænde. Nej, vi skal se for os, at de slapper af! – Han sagde også: For at opnå, hvad vi vil, skal vi ikke ville det.
Alle disse paradokser, selvmodsigelser, er jo sjove, fordi de tilsyneladende strider mod hinanden. Men det de gør, er at gå et spadestik dybere og vise os den underliggende sammenhæng i alting!
Lyden kan blive hængende længe, den går ind i kroppen – den forplanter sig – den er ren vibration. Når vi skal spille musik, lægger vi mærke til rummets egenskaber. Der kan være en god rumklang, der bærer musikken afsted. Musikken skaber et lydbillede.
Når vi forener vore rum, får vi en afspejling af vore samlede ressourcer og hensigter i den ydre verden.
