Sidste Arbejdsår – Dag 63 – Grønt

Grønt

Det er endnu grønt derude. Bladene får flere og flere farvenuancer – de får huller og krøller – de folder sig sammen og får de særeste former – de får ligefrem ansigter.

Disen hænger tungt imellem himmelranden og husene og jorden. Lyset fra den næste by eksponeres ekstra meget i aften, i grunden et blåhvidt lys, men disen og skyerne giver tilskud af orange, fersken, mælkehvid, grøn-blå, og det bredes op over hustagene, så det bliver sandsynligt, at et rumskib skulle være landet, og vi lige er begyndt på en film af Spielberg.

Både dis og tåge skal sende os afsted med drømmeskibet, og kun langsomt vil morgenlyset fortrænge den fortættede luft såvel som drømmene. Skibet sejler videre rundt om jorden – og hvis vi er heldige, så kommer det tilbage i morgen aften.

I tågen er vi alle grå.