Sidste Arbejdsår – Dag 20 – Væren

Væren

At være – at være til – være midt i det hele – midt i sig selv – en væring – et rum at være i – et værelse.

Engang sad jeg i togkupé med en lille flok børnehavebørn og deres pædagoger. Vi kørte mellem Hellerup og Østerport, der blev mere og mere himmel at se på. En flyvemaskine fløj hen over himlen, og de talte om det store himmelrum. Et af børnene spurgte om noget og sluttede med … univærelset… Pædagogen ville svare, men havde svært ved at bevare fatningen, hun begyndte at forklare – at himlen er ikke et værelse, men alligevel et rum… Jo mere hun forklarede, jo mere klukkede hun af latter. – Ja, lad det bare blive ved det – univærelset – at være til i univærelset!

Evighed er
at være til i nuet

Sidste Arbejdsår – Dag 9 – Flydende Nu

Flydende Nu

En verden af soltørrede lersten i smagen af hummus, diskret hvidløg og spidskommen. En vid udsigt over et stort småbakket afsvedet terræn set fra plateauet halvvejs oppe ad bjerget, hvis tinder rækker ind i skydækket, når regnen en sjælden gang kommer.

Fra alle tider mødes vi i det flydende nu. Igennem alle tider kender jeg dig, læser om dit liv, møder din håndskrift, ser et sort-hvidt foto af dig. Til alle tider får jeg dine vidnesbyrd og dine klare tanker, dine sorger, din fortvivlelse. Jeg ser i dine øjne, hører dine skrig, din latter, og jeg mindes vore sekler sammen. Vi har set den samme måne, drukket af det samme vand, vandret på den samme jord.

Synke hen i glemsel og gå i dvaletilstand, blive et stykke drivtømmer på tidens hav. Træde i eksistens og trække sig tilbage som tidevandet mod en kyst. Danne årringe i træets stamme, skrive dit navn i barken med mit hjerteblod.

Vi har hver vores virkelighed,
og hver vores sandhed.
Men der findes kun én evighed.