Daimon
De indre dæmoner – dem kender vi godt. Dem har vi nok haft et par slåskampe med. Jeg blev forbavset, da jeg engang hørte, at en daimon var en god ånd, der hjalp mennesker. Nu har jeg spurgt Den Store Danske, og ifølge den betyder det græske ord daimon “gud, gudinde, skæbne” – og egentlig “tildelende”.
Sokrates brugte udtrykket “det daimoniske” om den indre stemme, der greb ind i hans liv på afgørende punkter. Platon fremstillede daimon som et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske. Man kunne sige, at et lykkeligt menneske havde en god daimon. Ordet kunne også få en negativ klang – sådan som vi kan bruge det i dag: Onde dæmoner – eller bare “de indre dæmoner”.
Hvis vi sender en mail til nogen, og mail adressen ikke er rigtig, så får vi som regel en meddelelse fra “mailer daimon” – og bliver forskrækkede og tror, at vores computer er angrebet af en ondsindet virus. – Og det var i sådan et tilfælde, jeg lærte, at en daimon kan være god! Inden for IT er det en god daimon, den giver os en meddelelse – en uanbringelighedsmeddelelse – sådan som det langsomme levende røde postbud i hine dage i oldtiden før IT kunne levere! Altså, at pakken, brevet ikke er nået frem, fordi adressen måske var regnet væk…
Spøgelser, der beliver de faldende blade, dystre indre dæmoner, og guddomme, der griber ind i vore liv, gode dæmoner, der bringer lykke.
Mellemvæsener i Multiverset – der passer på os!