Grin
Jeg gik igennem barndommens gade i dag – én af dem, for der var flere. Og min første skole. Den vej til skolen – fyldt med alskens gymnastikredskaber – kældernedgange med gelændere, man kunne svinge sig i – stolper til skilte, som man kunne snurre rundt om – trappesten, man kunne hoppe op og ned ad, op og ned, utrætteligt – fortovet, der kunne ligge ujævnt – en brosten med et særligt glimt i – en grøn spire, der stak op dér midt imellem sten og grus og skidt.
“Første A går med flag – første B går med ble!” lød det i skolegården.
En dag kom jeg hjem og meldte, at jeg skulle besøge en pige fra min klasse – hun havde 5 gårde at lege i! Hun boede i 5. baggård, solen kunne slet ikke nå derned, den rakte måske ned til 2. sal og kunne blænde husmoderen, der pudsede vinduer og kastede en avisindpakket 2-øre ned i gårdens mørke til gårdsangeren, der arbejdede for den med sin rustne stemme.
Der har været mange grin i min barndom – på et bagtæppe af mere alvorlige skærmydsler. Masser af historier, der henter livet frem i de gamle brosten igen.
Ligesom der udover de mere hårde tider har været mange grin i mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet blandt guder og dæmoner, blandt alfepiger og rumpnisser, blandt musikere og malere, blandt fiskere og søulke, blandt bønder og nomader, blandt skrivere og godtfolk.
Hvor har vi haft det festligt, og hvor har jeg lært meget!
