Stifinder
Da jeg var i Wales for omkring 15 år siden, var jeg facineret af det walisiske sprog – Welsh. Midt på gadens asfalt stod der med store bogstaver: BWS. Hvad betyder det? Jo altså – bus! Dobbelt v = w giver lyden u. Det er da nemt nok! Og på øen Anglesey har de så byen med et af de længste stednavne i verden:
Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch
Det er jo også nemt nok… Navnet er – ligesom i vores gamle danske stednavne og i resten af verden – en anvisning på, hvordan man finder vej til stedet med dette navn. Altså en oldtidsversion af en GPS eller en stifinder. Det er da så logisk…
Lad os nu se på de walisiske finurligheder i bogstaverne. Der skal to F’er til for at få lyden F. Et enkelt F giver nemlig lyden V. – Et enkelt L giver – sandelig lyden L. To L’er side om side giver dobbeltlyden HL. Y giver nærmest lyden æ, måske en mellemting mellem æ og e. T giver mere lyden D. Goch går igen i efternavnet Koch og betyder rød.
Nu stiller jeg det op linie for linie: Navnet som ovenfor stavet på walisisk – derunder en opdeling af de mindre enheder – derunder en slags udtale – nyt afsnit: atter navnet på walisisk – derunder betydningen af de enkelte enheder – og til sidst en samlet oversættelse af vejvisningen til engelsk og til min danske version. Altså hele facitlisten! (På Wikipedia, både dansk og engelsk, kan vi finde lydeksempler…)
Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch
Llan fair pwll gwyn gyll go ge ry chwyrn drob wll llan tys ilio gogo goch
hlan vire puhl gwæn gæll gogeri quærn drob uhl hlan dus ilio gogo goch
Llan fair pwll gwyn gyll go ger y quærn drob wll llan
Church Mary a hollow white hazel near to the rapid whirl pool church
tys ilio gogo goch
saint’s name cave red
Saint Mary’s Church in the hollow of the white hazel near to the rapid whirlpool of Llantysilio of the red cave
Sankt Marys kirke i hulningen ved den hvide hassel nær ved den hurtige hvirvelstrøm ved Tysilio kirken ved den røde hule
Det er ligesom, da vi var børn. Når vi fik en penneven i et andet land og skrev vores afsenderadresse på kuverten:
Fornavn Efternavn – Gadevej 7, 3. sal tv – 555555 Ladestrup – Danmark – Jorden / Verden – Mælkevejen / Universet. – Det hele skulle med! De gamle stednavne var altså adresser – som små skilte, pile, der pegede hen til stedet!
Det er sådan, hjemmesideadresser og mailadresser er blevet bygget op! Se her for eksempel: www.dr.dk. WWW står for WorldWideWeb – verdensomspændende netværk (edderkoppespind). Så på digitalt sprog starter vi med slutningen: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden … Så kommer dem, der bor der: DR, og til sidst kommer landet / området: dk, der står for Danmark – det kan jo også i dag være andre typer endelser som .org, .com eller .nu, som ikke er en betegnelse for et sted, men i stedet en organisation, for eksempel.
På det tidpunkt, da jeg var i Wales, var man langsomt ved at genoptage de mere tætte forbindelser til omverdenen efter i en række år at have samlet sig om en fordybelse i det walisiske sprog for at bevare det. Jeg besøgte en gammel mineby, der var købt op og indrettet til walisisk sproglaboratorium både for walisere og for gæster fra alverdens lande.
I vore bestræbelser for at bevare vigtig kultur kan vi komme til at lukke af for alt det liv, der foregår udenom. I vore bestræbelser for at sikre os tryghed i vores lande kan vi komme til at lukke af for alle de andre lande og kulturer.
Vi kommer til at glemme den yderste del af vores adresse: Universet / Mælkevejen > Jorden / Verden. – Selvom vi bruger den hver dag på Internettet…
