Bølger
Fra partikel til bølge til partikel. Alt afhænger af øjet, der ser. Alt påvirkes af øjet, der ser. Sirius blinker lystigt deroppe i Vintersekskanten – Perlerækken glimter i Orions bælte – Rigel, Sirius, Procyon, Pollux og Kastor, Capella, Aldebaran – og Syvstjernen, en mikroversion af Karlsvognen, som vi kan se med det blotte øje, når det er knivskarpt nok. Månen er på vej til sit næste kvarter, den lader vente på sig i aften.
Max Plancks Lyskvanter var opdagelsen af, at lyskilder udsender deres stråling i pakker, kaldet kvanter – Niels Bohrs Atomteori handlede om partiklerne, elektronernes spring mellem banerne, der derved frigav energi – og Erwin Schrödingers bølgemønstre, kaldet Kvantemekanikken – er bølger, der svinger i rum og tid i frekvenser, der bestemmer lysets farve. Partikler bliver til bølger og bølger bliver til partikler – de optræder tilfældigt, og det kan bruges i beregninger af sandsynligheder. Albert Einstein brød sig ikke om denne tilfældighed – Gud spiller ikke terning – han var utilfreds med, at man ikke kunne forudsige det enkelte måleresultat. Eftertiden har nået ufattelige højder og dybder, og i dag regner man med muligheder, der påvirkes af den, der betragter dem, og en konsekvens kan være, at en mulighed pludselig bliver virkelighed.
I et britisk dokumentarprogram “Hvilket univers er vi fra?” tænker kosmologer i uanede muligheder. For hver ny handling, splittes universet i to, siger de. For hver gang, vi vælger mellem to veje, bliver verden delt, og der bliver flere af dig og mig – vores forskellige versioner forsvinder ud i hvert sit univers. Alt hvad vi kan forestille os, træder i eksistens ét eller andet sted.
Således foruroliget vil jeg slutteligt hente os hjem igen til Moder Jord med et dagbogsblad fra H.C. Andersens hånd: “Jeg er mæt af dage – i aften”.
