Post
Postkassen var ru af rim til aften. Frosten er i luften, nu. Det er helt befriende at få båndlagt al den fugt.
Post har fået en anden klang i dag. Den gamle røde post – der i mine aners by altid på mystisk vis formåede at optræde på alle familiens gamle billeder – er et minde nu, og hører til i det sort-hvide billedarkiv på Lokalhistorisk Arkiv i hver en by.
Pakkeposten er blevet fordelt på flere private virksomheder, dog stadig med levende mennesker, men på motoriserede fartøjer, der ofte høres kl. ca. 3 om natten på de ydmyge strøg i de små Steven Spielburg-villabyer i Udkantsdanmark.
De håndskrevne breve er saga-stof – nu sendes tankerne direkte fra hjernen ud i tastaturet og forsvinder i skærmens tåger for atter at materialisere sig i den anden ende, som kender koden til udpakning af alle små bitter via ip-adressernes porte, permanente eller semipermanente. Nu anes vore følelser og intentioner ikke mere i den påvirkelige tråd af bevægelse, der udgik fra vore hænder og fingre med lyd på fra en pen, der skraber mod flager af bearbejdet træ.
Vi er blevet digitale – digits fylder luften omkring os – vor verden består af cifre – synlige og usynlige. Matematikken råder, sfærernes musik klinger i multiverserne. Vi er gået lydløst viralt.
Fremtiden er – som vi ikke kan undgå at blive mindet om gang på gang – ankommet. Vi befinder os i en post-post tid.
