Med liv og sjæl
At gå op i noget med liv og sjæl. At have en arbejdsopgave, som man er helt fordybet i, og glæder sig til at vende tilbage til hver dag. At være optændt af et emne, og bruge timer på at læse om det. At være et helt leksikon og vide næsten alt om et bestemt emne.
Hvem er vi så? Hvad drømmer vi om?
Jeg drømmer om at have et rum, der er beklædt med bogreoler! Og kende hver en hyldemeter, så at jeg kan rejse mig og gå målrettet hen og hente præcis den bog, jeg skal bruge! Sætte mig i en krog med en stor bog i skødet og forsvinde ud i rejsebeskrivelser, fortællinger, historiske beretninger, eventyr, fagbøger om et af de elskede emner.
Og hvad tager vi med os, når vi drager bort? Vi tager hele livet med os – ikke kun slutningen. Fyldt med duften af syren, af teenagefnis, af skovens åndedræt, ænders snadren i en dam, storbyens hamrende puls, en speedbåd på et feriested, en sorg, et stort problem, vi fik hjælp til at løse, kriseår, silhuetten af et menneske, vi savner, stilheden indeni, alle de beretninger, vi har læst, minderne om et familieliv, barnelatter.
Hvem er du? Hvem er jeg? Hvordan blev vi hvirvlet ind i livets støvstorm? Har vi vandret gennem ørkener, over bjerge, gennem vældige skove, over brusende floder, gennem vildnis? Hvem har styret vore skridt? Hvem har båret os igennem vanskeligt terræn? Hvor tog vi selv over og slog ind på vores egen vej?
Jeg er ikke nogen helstøbt form og har ikke noget fast indhold. Verden går igennem mig, imens jeg går igennem verden. Men jeg samler indtryk, og nogle bliver i mig, jeg lærer af min rejse og af andre rejsende, af vores udveksling, mit indhold skifter, min form ændres, men det formløse bliver der, det indholdsløse kan bestandig fyldes op, for livet er ikke konstant, livet er en veklsen mellem form og formløshed, mellem indhold og indholdsløshed, en bølgebevægelse af plus og minus, af potentiel tilværen – en bølge eller en partikel.
Og alligevel er jeg et menneske, og du et menneske, vi er levende væsener med pulserende tanker, ønsker, bankende hjerter, gode viljer, dybe længsler, håb og mod og hjerterum og meget på hjerte.
Vi har værdier at værne om og dele, vi har hinanden at passe på.
