Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 11 – I skrivende stund

I skrivende stund

Sådan udtrykte han det: – Jamen du er jo skrivende! Den skønne journalist. Jeg var ganske ung og skulle skrive en artikel om Interrail. De havde deres hyr med at rette mig ind, det var alt for flagrende, og de sagde, at det bedste jeg skrev, var boksene med facts om Interrail. Den bedste verbale overhaling, jeg nogensinde har fået, fik jeg af ham – skriftligt! Det egentlige drama på rejsen – det blev censureret bort – det var for farligt at fortælle. Det endte iøvrigt godt, kun fik vi to tøser en ordentlig forskrækkelse.

Der stod blandt andet: “Træk din Pegasus, det bovlamme øg, på stald og kvæl poesiens blå blomst, det unyttige stykke ukrudt, og beret for den undrende hob, hvad du ser, hvad du oplever – men hvad du føler i den sammenhæng er bedøvende ligegyldigt for alle andre end dig selv.”

Strømmen af digte blev svagere, nogle fik melodi på og blev til sange. Men aforismerne, de kommer stadig dryssende. Hvis de rimer, så kaldes de epigrammer. Som dette:

En levende flamme

At fange med hånden en levende flamme
er ene forundt en gudelig sjæl,
men rage kastanjerne ud af den samme
er ofte beskåret den jordiske træl.

– Eller er det at fange med hånden en flamme
i stedet forundt den jordiske træl,
og rage kastanjerne ud af den samme
i sandhed beskåret en gudelig sjæl?

Himlen var fuld af dem i dag – sådan som jeg har skrevet det engang midt i 90’erne.

Ved Østerport:
– Himlen er et stort teater.
Mægtige kulisser samler sig ved den blikblanke vandlinie ude i horisonten.
Tilbage er kun at stille sig op på scenen og sige det, man har på hjerte.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 5 – Regelmæssighed

Regelmæssighed

Motion er et stort gode, ikke mindst når man har Diabetes. Anbefalingen er en halv time om dagen – tager vi to halve timer om dagen, så giver det ekstra bonus – og dertil føjer vi lige 2-3 gange om ugen motion med sved på panden. Det er en daglig opgave at afstemme ambitioner med leveringsdygtighed.

I mit sidste arbejdsår kommer der en hjælpende hånd til: For at kunne hæfte et billede – eller PowerPoint dias – på mine daglige bulletiner – så forudsætter det, at jeg bevæger mig for at skaffe motiver. Jeg ved jo ikke, om det skal lykkes for hver dag i det kommende år, men det er min ambition.

For at skrive en kommentar til min blog, skal man klikke på overskriften til det indlæg, man vil kommentere. Der dukker en ny side op med det aktuelle indlæg og nogle rubrikker nedenunder. Man skriver sin kommentar, oplyser sit navn, sin email og evt. websted. Email adresse vil ikke blive oplyst her i bloggen, det står der også over rubrikkerne. Det er ikke et krav at oplyse websted.

Når man skal levere noget, og har en deadline – en artikel, en rapport, en sang – så sker der noget indeni. Det arrangerer sig, men tynger, ordene vil ikke komme, det bliver forkert, om igen, spændingen stiger, næsten færdig, det sidste tager tid, det driller – man kan slet ikke forestille sig, hvordan man skal blive færdig – man kan være bekymret for, om man overhovedet kan levere noget denne gang – og så sidder der en hel fest og venter på, at sangen kommer brusende… Man kan da ikke svigte dem?

En kat falder ud fra 9. sal – ligger som en klud i luften – 7. sal – breder sig ud – 5. sal – farten aftager – 3. sal – daler, svæver – 1. sal – maven nedad – og lander på benene.

Jo, det kommer – for det allermeste! Vi lander på benene. Men nogle gange koster det ekstra ressourcer. Nogle gange kan jeg nok heller ikke helt leve op til egne ambitioner – jeg får ikke datoen for mine indlæg rigtig hver dag – fordi jeg får skrevet dem efter midnat. Der må være måde med regelmæssigheden.