Små daglige mirakler
At tabe noget af syne – og finde det igen. At miste noget – og få hjælp til at få det tilbage. At gå i panik – og blive beroliget. Vore dage er fulde af den slags oplevelser. Nogen glemmer noget, andre finder det og hænger det op et sted, hvor det nemt kan ses. Nogen taber noget et sted, hvor det er besværligt at komme til, en hjælpsom sjæl rækker ind og ned og henter det tilbage. Nogen er ved at vælte med læsset på cyklen, en anden griber ud og redder det. Nogen bliver sløj i toget, nogle andre træder til og venter, til der kommer hjælp. Et barn bliver væk i julevrimlen, en voksen tager barnet ved hånden, hjælper med at finde vej.
Vi vil så gerne hjælpe hinanden i det nære, i dagligdagen, på rejsen, når vi er i knibe, når vi er triste, når vi slæber på en masse, når det er sjovt, når det er travlt, når det er mørkt og koldt og sent. Vi har et indbygget hjælpegen, vi er født med evnen til at leve i flok. Vi har behov for hinanden, for vores flok. Vi er afhængige af hjælp fra hinanden for at få livet til at fungere.
I et naturprogram, jeg så i går, blev der sagt: “Når undulaterne samler sig i en flok, tænker og opfører de sig som én stor organisme med ét fælles mål.” Kunne det gælde også for os i nogen grad? Når vi er alene eller ganske få, så tænker vi måske på én måde – men når det virkelig gælder, så forenes vi om at løse den store opgave, vi har for os.
At kunne sætte sig ind i et andet menneskes situation. Det er ikke bare ligetil. Det kræver evne til at forstå, hvad det menneske bakser med, hvilken fare, det måske befinder sig i. Og evne til at aktivere vores hjælpegen. Hvis det er en situation, der adskiller sig meget fra noget, vi kender, så kan det måske blokere for vores evner. Så kan det ramme os på en anden måde, så at vi i stedet føler os truet, føler os i fare for at havne i den samme situation.
At kunne sætte sig ud over sig selv – det er virkelig en stor kunst. Den ligger ikke i vore gener. Det er dér, vi vokser.