Første Nytårsdag – Trofast
Årets stilleste dag! Den kan man være sikker på. Her skal man gå på listesko, bevæge sig meget forsigtigt for ikke at ruske hovedet eller vække sin omverden. Tie stille, træde varsomt, ikke skramle i køkkenet, alt skal ligge eller stå, som det blev forladt midt i morgengryet. En spøgelsesverden, et øjeblik taget ud af evigheden, et øjeblik, der hersker over hele det første døgn af året. Tornerosesøvnen lammer alt og alle. Ingen butikker, ingen indkøb, ingen praktiske ting. Gade og vej, græs og hæk, træer og lygtepæle – intet spor af dyreliv – de er skræmt fra vid og sans. Der ligger små konfettistykker af pap og krudtslam – lugtene støder an mod de sarte sanser – røgen står endnu op over husfacaderne. Det nye år er ikke til at få øje på. Og dog skal statsministeren finde vej til mikrofonen for at holde tale om hele det år, der ligger foran os. Set igennem én bestemt sprække i tidens forhæng.
Det er dag 140 af mit sidste arbejdsår. Sirius blinker med alle regnbuens farver. Syvstjernen kan jeg se med det blotte øje.
Dette store, ukendte himmelrum – det er noget af det sikreste, mest trofast tilbagevendende vi har!